Coptys Brevkasse

Velkommen til Coptys Brevkasse.

Her kan du skrive korte læserbreve, som jeg svarer på hver torsdag – Du kan skrive om alt, hvad der rører sig i dit liv, som du gerne vil have et terapeutisk råd til.

Du skriver dit læserbrev i kommentarfeltet nedenfor, og jeg svarer dig direkte i tråden, husk blot at tjekke boksen “notify me of follow-up comments via email” så modtager du mit svar direkte i din inboks – så nemt er det.

Jeg glæder mig til at møde dig her på siden.

Kærlig hilsen

Christina

Reklamer

4 svar til Coptys Brevkasse

  1. linea siger:

    Hej Christina
    Når jeg har mødt en mand som jeg synes om og vi er begyndt at se en del til hinanden, så begynder mine ambivalente følelser: En desperate følelse af at min frihed, som jeg ikke kan trække vejret uden, er ved at blive indsnævret/ skiftevis med en følelse af angst for at miste, en følelse af, at hvis han vælger noget andet, end at være sammen med mig, så er han ved at vælge mig fra.
    Det ambivalente er, at hvis han ikke ind imellem valgte noget andet, end at være sammen med mig så ville jeg ikke kunne holde ham ud…suuuuk… disse modstridende følelser gør at jeg får lyst til at trække mig ud af et forhold, lige så snart jeg er ved at få følelser for en mand…
    hilsen Linnea

    • Kære Linnea,
      Mange tak for dit brev.
      Det er ikke ofte jeg hører ambivalensen beskrevet så præcist, som du gør i dit indlæg.
      Jeg kan høre de to kræfter i dig, der gør, at du trækker dig i parforhold: Den ene er dit behov for plads omkring dig til at leve dit liv uden en kæreste, der slider lårene af dig. Det andet er frygten for at han mister interessen, hvis han lever sit liv istedet for at slide lårene af dig.
      Når det er sådan, kan jeg sagtens forstå at du har lyst til at trække dig så snart du mærker dine følelser vokse for en mand, for det er næsten ubærligt at være i den form for ambivalens og usikkerhed i længere tid ad gangen.

      Det, jeg umiddelbart tænker, når jeg læser dine ord, er at de to kræfter du mærker, givetvis udspringer to forskellige steder: Den ene, hvor du gerne vil kunne leve uden at være fuldstændig symbiotisk forbundet med din kæreste, kommer måske fra den del af dig, der oplever at du sagtens kan hygge dig og leve et rigt liv, hvor en kæreste “blot” er en positiv tilføjelse, som du kan nyde gode stunder sammen med. Det er en side, der “passer ind” i et selvbillede af at være selvforsynende, selvstændig og stærk.

      Den anden side lyder som en side, der er mere sårbar for ydre forandringer, og som måske gør, at du føler dig skrøbelig – noget, der ikke passer ind i billedet af en selvstændig, stærk kvinde. Hvis det er genkendeligt for dig, er det så en side, du helst ville være foruden? Og hvis det er sådan, er det en side, der har bedst af at mødes med omsorg, ikke irritation – men det er en helt anden historie…

      Vi har en tendens til at se ned på den sårbare side, fordi den ikke passer ind i den kvinderolle vi påtager os i Vesten – ikke desto mindre mener jeg, at det er vigtigt at tage den sårbare side til os og anerkende, at vores relationer faktisk er vigtige for os, ikke kun som lækker accessory, men som del af det, der giver livet noget mening. Det betyder selvfølgelig også, at vi så kan blive ramt på vore følelser og blive frustrerede, kede af det og påvirkede af, hvad den anden gør og siger, men den del kan vi heldigvis arbejde med, så livet i tosomhed ikke bliver ved med at være en ulidelig hiven og trækken i to modsatrettede retninger.

      Jeg ønsker dig lykkelige stunder og ro i dine forhold.
      Kærlig hilsen,
      Christina

  2. Bella siger:

    Hej Christina
    Jeg lever nu på 21. år i et forhold der mildest taget har været dybt problematisk. Alkoholmisbrug, depression, sygdom og jalousi har sat dagsordenen gennem faktisk hele forholdet. For et halvt år tid siden kunne jeg ikke mere og forsøgte at gå fra ham, det var ikke kønt og han blev indlagt på en psykriatisk afdeling. Hele vejen igennem har han manipuleret mig med sine trusler om selvmord og hver gang er jeg endt med at gå tilbage til ham. Denne gang er forskellen så bare at han er gået i behandling både ved psykolog og alkoholambulatoriet men dybest set er han stadig den samme. Hvorfor føler jeg mig stadig som om jeg befinder mig på en øde ø sammen med ham?, vi kan stadig ikke tale om det der har gjort mest ondt på mig, han bliver stadig meget voldsom og vred når jeg prøver, og det er som om jeg bare skal lægge låg på mine følelser eller mangel på samme. Det eneste jeg har ønsket mig i mange år er at gå fra ham og finde mig selv uden hele tiden at skulle tænke på hans ve og vel. Hvorfor føler jeg at jeg ikke har ret til at smadre hans liv men gerne mit eget? Vi har overhovedet ikke det samme syn på livet og kommunikationen er altid endt i råben og skrigen fordi hvad han siger og mener er altid det rigtige. Vi lever et enormt sørgeligt liv uden nogle omgangskreds, og dem vi “kender” er mennesker som han kender. Jeg sidder nu her med følelsen af at jeg aldrig kommer ud af det her forhold fordi at det er mig der er den stærke og skal holde sammen på det hele, men jeg kan snart ikke mere. Jeg er paralyseret at angst for at sige til ham at nu vil jeg ikke mere fordi jeg frygter endnu en mareridtsscene fra hans side. Jeg er dybt ulykkelig.

    • Kaere Bella,
      Allerfoerst, tak for dit brev. Jeg bliver meget beroert naar jeg laeser dine ord og din beskrivelse af, hvordan du tilsidesaetter dine egne behov for naerhed, naervaer og faellesskab fordi du ikke foeler at du kan traede ud af forholdet, uden at det faar voldsomme konsekvenser for hans helbred.

      Jeg ved godt at det kan foeles angstprovokorende – naermest lammende – at staa hvor du staar. Det lyder som om du langsomt drukner imens du er lysvaagen, og det er smertefuldt hver dag at se tiden gaa uden at forandringen du haaber paa indtraeffer.

      Men…selvfoelgelig er der haab:

      Det er ikke ensbetydende med, at du behoever drukne, hvis du vil noget andet – men det kraever at du vender billedet en smule og ser indad og maerker, hvad du har behov for, hvad du vil og hvad du vil gaa med til.

      Allerfoerst er det vigtigt at du finder ud af hvordan du skal saette graenser, for jeg kan hoere, at der er nogle aspekter i det her, hvor du ikke faar sat dine graenser for, hvad du vil og ikke vil. Et af de aspekter er i forhold til ansvar.
      Hvornaar har du taget ansvaret for hans liv i dine haender? Og hvad har aarsagen vaeret til, at du har foelt at det skal vaere dit ansvar? Naar relationer taerer istedet for at naere, skyldes det ofte at vi har overskredet graenserne for vores eget ansvar og paataget den andens ogsaa. Det er et ‘spil’ vi indgaar i af forskellige aarsager, men bundlinien er som oftest den samme, nemlig at vi selv faar foelelsen af at vaere vaerdifulde, hvis vi overtager og soerger for partneren, saa foeler vi os omsorgsfulde og gode. Men det er ikke hele historien, for det kraever ogsaa at partneren fralaegger sig ansvaret for sit liv. I dit tilfaelde lyder det som om din partner har brug for at leve sit liv uden at vaere ansvarlig for det (jeg forestiller mig, at han foeler sig som offer for livets omstaendigheder og er god til at uddele skyld istedet for at se sin egen rolle i sit livs rod), og du har haft brug for at foele dig vaerdifuld for ham ved at tage det paa dig.
      Det lag af oversamarbejde, som du har taget paa dig, skurrer i dig, fordi du tilsidesaetter dig selv i dine bestraebelser paa ikke at goere ham ondt, og naar du spoerger hvorfor du hellere vil smadre dit eget liv istedet for hans, taenker jeg, at det er fordi du ikke er omsorgsfuld og kaerlig overfor dig selv, og det ved du.

      Jeg vil knytte et par ord til truslen om selvmord, hvis du gaar fra ham. Jeg mener at der er maader at haandtere disse manipulerende trusler paa – og jeg mener ikke manipulerende som onde, men blot som fordaekte metoder til at skaffe sig det, man ikke toer/kan/vil bede om aabent – for de er et udtryk for desperation og kommunikation, der er gaaet i haardknude, og jeg mener ikke at man skal vaere haard eller kold og gaa fra et menneske, som er desperat og bruger den slags midler, for der ligger ofte en dyb smerte nedenunder, men jeg mener at man skal goere det helt klart at man ikke vil gaa med til trusler, og at det er uacceptabelt i et kaerlighedsforhold at bruge den slags skyts fordi det skubber ved balancen og man bliver taget som gidsel og mister derved sin frihed som menneske. Det kraever at man maerker sin egen berettigelse til ikke at faa paalagt sig den andens ansvar for om vedkommende vaelger at leve eller at doe.

      21 aar er lang tid at vaere i et forhold, hvor du ikke er blevet set, hoert, vaerdsat og elsket for den du er, men istedet skal vaere der for at udfylde et tomrum i ham og spejle hans tanker, hans synspunkter osv. og det betyder givetvis ogsaa at det er svaert at forlade relationen, fordi en del af din identitet er opbygget omkring den dynamik, der er imellem jer, og det er et af de aspekter du ogsaa maa tage med, hvis du gaar fra ham: At det kommer til at tage tid at finde dine egne ben, at maerke dine egne behov, at vaere i verden uden doedvaegt, der holder dig tilbage og goer dig ensom og isoleret. Men det er i din frihed, at du kan saette din dagsorden ud fra kaerligheden til livet. Husk paa, at livet skal leves, ikke overleves – og det fortjener du ogsaa.

      Hvis du har brug for stoette i din proces og du bor i naerheden af Kbh, er du meget velkommen til at kontakte mig for at starte et terapi forloeb.

      Kaerlig hilsen,
      Christina

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s