Jeg var tidligere projektleder for et fantastisk projekt for sårbare børn og unge, der hed SamtalegrupperFRB og KBH, hvor jeg mødte nogle skønne børn, der alle havde sår og ar på sjælen fordi deres nære relationer på den ene eller den anden måde ikke rummede og støttede børnene på en hensigtsmæssig måde. Mange af de børn var desværre også skilsmissebørn, og der tegnede sig efterhånden et billede af, hvordan verden ser ud for mange af disse små mennesker, der går rundt med tanker og følelser, deres forældre ikke ved noget om.
Vi iværksatte derfor samtalegrupper for skilsmissebørn, hvor vi lavede fælles aktiviteter og talte om de svære ting, der fyldte i deres liv. Brevet herunder er forfattet ud fra nogle af de punkter, børnene oftest nævnte i forbindelse med at være blevet skilsmissebarn. Jeg håber at I vil læse det med kærlige øjne og ansvarlighed i stedet for selvbebrejdelse og skyld. Det er ment som en øjenåbner for i dag, ikke et piskeslag over dagen i går.
Læs brevet her
