Kender du til det sorte sted indeni?

Det sted, hvor livet er meningsløst, hvor forestillinger om fremtiden er overskygget af håbløshed og angst? Det sted indeni, hvor tanken om ikke-eksistens, enten i form af “bare jeg aldrig var født” eller “Gid jeg bare kunne dø” fylder?

Så kender du til det sorte sted – og så ved du også at det er et forbandet sted at være, fordi det er tungt, dybt uykkeligt og føles som om det aldrig bliver bedre. Sådan rigtigt bedre. Livet er blevet et overlevelsesprojekt, og du er blevet et offer for det.

Triggerpunkterne til at vi kan ende der, kan være mangfoldige, men hænger oftest sammen med et tab i voksenlivet, som for eksempel et dødsfald, en skilsmisse eller tabet af helbredet. Jeg har selv været der i forbindelse med min skilsmisse, nede i det dybe, sorte hul, hvor jeg bare ville ønske at jeg kunne være i et andet liv end mit, eller at der ville komme nogen og tage sig af mig, og få “det” til at gå væk. Problemet var at det sorte lammede min evne til at se klart og handle hensigtsmæssigt, så den ønsketænkning jeg forsøgte mig med, eller den hjælp mine venner forsøgte at give, slet ikke registrerede på min følelsesmæssige radar, men bare forsvandt ned i den sorte afgrund, som var bundløs og fyldt med ekkoer, der kaldte tilbage “Jeg er ikke noget værd, der er ingen der vil elske mig, jeg er så ensom og dum og grim og …”så videre.

Det Sorte

Mit sorte hul opstod ikke pludseligt fordi jeg var blevet skilt. Det havde på en eller anden måde ligget der, igennem min barndom, mine teenageår, mine ‘festlige’ tyvere og frem til starten af trediverne og bekræftet min følelse af værdiløshed. En følelse, der var fyldt med skam: Jeg husker mine første mange år i folkeskolen, hvor jeg var flov over at føle mig værdiløs, fordi jeg på en eller måde fornemmede at det var unormalt at have det sådan, når jeg kunne se, at dem, der også havde det sådan, blev holdt udenfor og mobbet ligesom jeg, og det på en eller anden måde ikke handlede om briller eller hudfarve, men om at vi sad der, med hængende ansigter og angsten for at blive afsløret som værdiløse af alle dem, der strålede med sundhed og værdi, og selvværdet tanket op med betingelsesløs kærlighed hjemmefra.

Mit barndomshjem var præget af noget andet. Mine (dengang meget unge) forældre blev skilt tre år efter jeg blev født. Deres forhold var så fyldt med turbulens, skænderier, jalousi, misundelse og en lidenskabelig opslugthed af hinanden, at den lille pige, der sad imellem dem nemt blev overset eller brugt i krigen imellem dem. De besad desværre ikke forældre-evner fordi deres egne sår og såretheder fyldte så meget i dem, at de kæmpede for at FÅ kærlighed, ikke at GIVE den. Det banede vejen for min egen indre længsel efter at få kærlighed og min egen indre følelse af ikke at være vigtig, af ikke at være værd at elske, og jeg fyldtes af drømme og håb om at blive reddet en dag af én, der ville elske mig, helt, uforbeholdent, symbiotisk og betingelsesløst. Det var den følelsesmæssige baggage jeg mødte livet og kærester med – og det var, som de af jer, der også kender det sorte, en håbløs drøm, for det findes ikke ude i voksenlivet.

Vejen Derfra

Vejen derfra var svær. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er et helt andet menneske idag med et fuldstændigt helet hjerte. Jeg er derimod et gladere og mere afbalanceret menneske, fordi jeg har “knækket” koden og ikke længere er slave af min fortid. Jeg kan se muligheder, jeg forholder mig nuanceret til mine oplevelser og jeg elsker den indre frihed, der følger med at leve mit liv ansvarligt.

Koden er forskellig for os alle, men fælles kode-knækkere for os, der har det sorte indeni er at:

  • Bearbejde triggeren og det, der fylder mest lige nu – derefter:
  • Opdage mønstrene i vores måde at tænke om os selv på
  • Se, hvilke følelser, der er forbundet med tankerne
  • Undersøge den personlige historie og finde kilden/kilderne til tankerne og følelserne

Derfra er der nogle forskellige veje at gå, alt efter hvad der dukker op. For mig handlede det om at kunne tilgive mine forældre for den måde de behandlede mig og hinanden på, uvidende om effekten, og tilgive mig selv for den måde jeg havde behandlet mig selv og andre på, da mit liv var styret af mit sorte hul. Jeg græd en masse tårer og råbte en masse skældsord til verden og til mig selv sammen med min terapeut, der rummede det hele uden at forkaste mig eller forlade mig, selvom jeg afslørede min skamfulde hemmelighed: At jeg ikke var værd at elske og at mit liv derfor var meningsløst. Det gav mening – og jeg byggede efterhånden min værdi op til dér, hvor jeg idag ser mig i øjnene og kan mærke, helt ind i mit indre, hvor der før var et sort hul, at jeg ér et elskværdigt menneske med masser at give – både til andre og til mig selv.

Genkender du dig selv i det, jeg skriver? Og vil du gerne komme det sorte til livs og få det bedre? Så skriv til mig på terapi@christinacopty.dk eller ring på 31 662 993 for en aftale om en uforpligtende session.

Jeg ønsker dig en dejlig dag.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

20120311-210113.jpg

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Skilsmisse og Adskillelse, Uncategorized og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Kender du til det sorte sted indeni?

  1. Louise Kent siger:

    Jeg vil helt klart opfordre alle, der har brug for det at ringe til Christina. Det er det værd 🙂

    – Louise

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s