Hvornår har du fået nok?

For en rum tid siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg lagde op til at forskellighed ikke er en trussel mod samhørighed, men at det derimod er et spørgsmål om, hvor rummelige vi kan være overfor vores partner, hvis han/hun er meget anderledes end os.

Det er en holdning jeg stadig står inde for, men jeg vil dog alligevel gerne knytte et par kommentarer til det, fordi jeg kan se, at der er en tendens blandt en del af mine, især kvindelige, klienter til at føle at DE skal forandre sig, når de finder ud af at de ikke har magten til at forandre PARTNEREN.

Hvem har ret?

En af mine venner – ham jeg nævnte i sidste uges indlæg – har i en periode på et par år set en kvinde, som han er meget glad for. Han insisterer dog samtidig på at være noget for sin eks (som sidste uges indlæg også vidner om), og vil ikke diskutere eksens plads i sit liv med den kvinde han ser. De to kvinder har ikke mødt hinanden, og han tager ikke telefonen, når han er sammen med den ene og den anden ringer, og vice versa. Han går ikke i seng med eksen, men hun er dog den, der kommer på besøg når hans familie er der – det gør kvinden han ser ikke, og det var ham eksen ringede til og sov hos, efter overgrebet (se sidste uges indlæg).

Det er givetvis unødvendigt at sige, at kvinden han ser, ikke er videre begejstret for den anordning, fordi hun ikke føler sig valgt til som nummer 1 – men derimod føler at hun deler førstepladsen med en eks, der får en del af hans dagligdag, hans ubetingede opbakning, en selvfølgelig plads i familien og en skulder, hun kan regne med,  imens kvinden han ser får sex, en overnatning i ny og næ, når det passer med hans arbejde og en støtte, han fjerner det øjeblik hun tillader sig at kny et utilfredst ord om den måde, han har indrettet sig på med de to kvinder, for så går han bare fra hende til hun kommer undskyldende tilbage.

Og han har et argument. Når jeg spørger ham, om ikke han kan forstå at den “nye” kvinde føler sig truet af hans vedvarende tætte relation til sin eks, svarer han, at hvad han laver med sin eks ikke fratager den “nye” noget. Og det lyder da meget fornuftigt – hvis vi taler om en arbejdsfordeling, hvor der er nogle opgaver der skal ordnes – og ikke et parforhold, hvor den ene forståeligt nok føler sig truet af eksen, hun ved befinder sig i kulissen, og som gør at hun ikke kan få tosomhed med ham, fordi han stiller det som betingelse, at hvis man skal være sammen med ham, skal man godtage at han kommer med eks-appendixen.

Så hvem har ret? Jeg har min holdning til det, men det hjælper ikke noget at gå i krig på det (hvilket hans historie med den “nye” kvinde vidner rigeligt om), for han vil ikke give sig på det punkt for hende, fordi han vil have ret til at have eksen i sit liv, og her bliver hans fastfrysning til et princip, der kommer i vejen for et fællesskab imellem ham og den kvinde han ser. På den anden side kan jeg også argumentere for, at hendes holdning til at han ikke skal have eksen så tæt inde på livet, også kan ses som værende fastfrossen i sin holdning.

Hvad er løsningen?

Løsningen er at de holder op med at bekrige hinandens fastfrysninger: Han kan ikke argumentere eller fjerne kvindens følelse af ikke at være prioriteret, uden at han skal gøre noget i sit eget liv for at skabe noget, der kan give hende trygheden sammen med ham – med andre ord, at han ikke nødvendigvis holder sig helt fra kontakt med eksen, men at han alligevel får hende skubbet et par led ud, så hun ikke længere er en primær tilknytning for ham.

Hvis han ikke vil det – hvilket intet tyder på at han vil – har hun et valg tilbage, for hun kan ikke blive ved med at diskutere med ham, forklare sig, eller blive ved med at vende tilbage til ham, for hun går mere og mere på kompromis med sin længsel efter samhørighed og tosomhed på dén måde, hun har behov for, for at føle tryghed.

Valget

De har begge et valg – og det er at de må forholde sig til, hvad de vil hver især, og det kræver at de stiller sig selv nogle spørgsmål. For hans vedkommende, kunne de se sådan ud:

  • Er eksen vigtigere end min mulighed for at opbygge et nyt, nært kærlighedsforhold til hende jeg ser?
  • Er jeg ikke rigtigt forelsket i den kvinde jeg ser, siden jeg insisterer på at bevare min eks inde i billedet på denne måde, som jeg ved sårer kvinden?
  • Er det et spørgsmål om princip – Er jeg bange for at det bare er begyndelsen på et fængsel? Og er det noget, jeg eventuelt kan undersøge noget mere, før jeg fryser mig så fast?
  • Er det en måde at holde mig ude af et seriøst forhold på?
  • Er jeg bange for at skuffe min eks? Og hvad betyder det for resten af mit liv og min lykke?
  • Kæmper jeg mod hende, fordi jeg ikke vil have at hun skal bestemme?

For hende:

  • Kan jeg leve med at han bliver ved med at se hende?
  • Hvad er det der truer mig ved det?
  • Hvad vil jeg gerne have i et parforhold?
  • Hvad føler jeg, når han insisterer på at bevare eksen så tæt på?

og sidst men ikke mindst:

  • Vil jeg være sammen med en mand, der i den grad holder fast i noget, han ved sårer mig og bremser vores udvikling?

Så mine konkluderende ord er, at de må stoppe krigen og forklaringerne og argumenterne og forholde sig til dem selv hver især – er det overhovedet en kærlighedsrelation, der har et fundament at bygge noget på, når de ikke kan mødes på noget så basalt?

Det er barske ord til den nye uge – men nogle gange er man nødt til at stoppe op, og gøre op med sig selv, hvornår man har fået nok – og så handle sig ud af et fastfrosset morads, hvor man ikke kan få den anden til at forstå, hvordan man har det.

Kærlig hilsen

Christina Copty

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Hvornår har du fået nok?

  1. Nette siger:

    Tak for en interessant historie. Jeg bliver nysgerrig på hans families reaktion på at de møder eks`en men ikke den nuværende kæreste?

    • Ja, det kan jeg godt forstå du er. Det var jeg også. Jeg ved at eksen fortsat har en nær relation til både hans mor og søster, som hun ikke er villig til at trække sig fra, så hun er for sin del også med til at holde fast i ham og hans familie, så der ikke var meget plads til den nye kæreste, der til sidst faktisk endte med at gå fra ham, fordi han ikke ville sætte sunde grænser for eksen. Hans familie udviste desuden ikke den store interesse eller nysgerrighed efter at møde den nye, fordi pladsen ved siden af ham stadig var optaget af eksen, som de kender og er glade for.

      Hvis du gerne vil følge med på bloggen, vil jeg anbefale dig at skrive dig op ovre på den nye side hvor alle nye indlæg ligger og bliver lagt ud. Du finder den lige her: http://christinacopty.dk/coptys-blog/

      Kærlig hilsen, og tak for din kommentar
      Christina Copty

  2. Nette siger:

    Jeg har indtryk af at familien, eller mandens rolle i familien ofte har meget stor betydning for ham også så stor en betydning, at han ikke formår at skabe sit eget liv.

    • Ja, jeg tror du har fat i noget i forhold til visse mænd, især hvis de er vant til en særplads blandt de kvindelige familiemedlemmer, hvor de sættes på en piedestal som helt særlige og beundringsværdige. Det kan gøre livet svært udenfor familien, hvor man ikke elskes betingelsesløst, men forventes at opføre sig kærligt og anstændigt i et parforhold. Det samme gør sig gældende for mænd, der stadig søger og længes efter en fraværende, kold eller kritisk mors betingelsesløse kærlighed, hvor han på den ene side er rasende på hende, men på den anden stadig ville ønske at hun en dag vil elske ham og være stolt af ham. Han får det også svært i et parforhold, fordi længslen efter mors kærlighed oftest vil fylde mere end kærligheden til konen.

  3. Nette siger:

    Jeg glæder mig til at høre dit bud på, hvilke motiver “kæresten” har til at forblive i et (tydeligt) utilfredsstillende forhold. Alle steder kan man læse om fænomenet “at elske for meget” samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på om de fleste kunne ende i den situation. Er der en glidende overgang fra at være et rummeligt og omsorgsfuldt menneske til at være fanget i ovenstående position?

    • Hun får en mand, der er omsorgsfuld og kærlig, så længe det foregår på hans præmisser. Jeg tror ikke at alle kvinder kan ende i en sådan situation, fordi nogle kvinder vil sige nej tak til den konstellation fordi de tror på at der i et sundt forhold bliver taget hensyn begge veje. Det der ofte sker i ovennævnte slags relationer er, at kvinden bliver i tvivl om hun er berettiget til at stille krav, fordi hun har fået at vide at hun ikke må (af ham og oftest også af sin opvækstsfamilie), og derfor har hun svært ved at sætte klare grænser og mærker i stedet den nagende tvivl om, hvorvidt hun har ret til at have det som hun har det, eller ej. Han siger jo at hun ikke har, men hun er ulykkelig, så hvad bliver vejen for hende? Skal hun tro på at hans kærlighed til hende vil ophæve smerten hvis bare hun affinder sig med situationen? Eller skal hun lytte til sin egen indre stemme og sige fra? Det er især ikke nemt hvis man er i en relation, hvor man allerede er bundet. Jeg har skrevet et indlæg om at sidde fast i et destruktivt forhold lige her http://christinacopty.dk/2013/10/22/derforsidderdufast/

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s