What doesn’t kill you…

Jeg havde et møde med en ung kvinde idag, som har en historie med sig, der gør at hun har lært hvordan hun skal overleve. Ikke leve. Hun er ung. Seksten. Og får skudt i skoene af sin familie, at hun har det svært, fordi hun er teenager. Ikke fordi hun er blevet svigtet om og om igen.

Men det er selvfølgelig også svært for dem at anerkende, at hun har det svært fordi hun er blevet svigtet, fordi det netop er dem, der har svigtet hende.

Hun er vokset op med en mor, der brugte sin tid på skiftende partnere og hendes storebror, der reagerer på svigt ved at træde ind i misbrugets verden for at finde lise for det svære.

Denne kvinde oplevede desuden noget traumatisk for et par år siden. Og så er der lige en far der svigter ved sit støjende fravær, når hun forsøger at række ud.

Hun sagde idag, at hun var så træt af folk, der siger at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. For hun føler sig alt andet end stærk. Hun føler sig knækket. Med en længsel efter ikke-eksisteren. Ikke som i selvmord, men som i “Gid jeg bare ikke vågnede imorgen.”

Og det er her, vi skal være opmærksomme. Og her, der er noget at lære for os alle.

Hvis du kender nogen, der har det svært i deres liv, er det vigtigt at kunne lytte, eller melde ud, at det er svært at lytte. Det betyder også at du skal holde platituderne for dig selv – og med platituder mener jeg sætninger som “hvad du ikke dør af, gør dig stærkere”, eller “Det skal nok gå, du skal bare….”, eller “Op på hesten igen.” De sætninger gør i virkeligheden ikke andet end at skabe afstand: Personen, der sidder med den svære oplevelse føler sig ikke set, forstået eller mødt på det, der er svært, og den, der kommer med platituderne, eller flosklerne, tænker givetvis at det hjælper, men ved også, dybt inde, at det handler om at lukke af for emnet, så man kan tale om andre ting, der ikke er så ubehagelige.

Og ja, det kan være rigtig svært at høre andres lidelseshistorier uden at vi føler os utilstrækkelige, fordi vi ikke kan gøre en forskel og redde andre fra det, der sårer dem. Men ikke desto mindre er det en selverkendelse vi er nødt til at nå til, så vi ikke ender med at gøre som moderen, hvis lille purk vælter af cyklen og slår sig, hvortil hun siger “såååå lille skat, du faldt jo bare af cyklen. Se, nu børster vi det af og så kan du cykle videre” imens han står med benbrud.

Så hvad skal vi gøre, når nogen vi kender kommer til os med noget, der er svært? Vi har i virkeligheden kun en ting at gøre, hvis vi skal støtte så godt vi kan, og det er at lytte til dem istedet for at få dem til at tie med en floskel. For hvis der er noget, der ikke heler og møder , så er det floskler. Og især “Hvad du ikke dør af, gør dig stærkere”…for sådan føles det ikke altid…

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Galleri | Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s