“Hun passer til mit sår, ikke til min sjæl” – Ambivalent tilknytning

Sådan sagde min ven, da han forklarede mig, hvorfor han bliver ved med at gå tilbage til sin kæreste, som han har et meget turbulent forhold til. Og jeg synes ordene er så præcise til at beskrive netop den splittelse man oplever, når man ved, at det man er i, ikke er godt for en selv, men som man samtidig er automatisk draget mod, og ikke kan afbryde.

Kender du mon følelsen af, at du bliver ved med at have de samme konflikter med din partner? At det er det samme gamle tema der dukker op, og I tilsyneladende ingen steder når hen med det? I indlægget “raw spot” skrev jeg om, hvordan temaer kan blive betændte, fordi vi er knyttede til et andet menneske, og det er lige præcis tilknytningen, der bliver vigtig, når vi passer til hinandens sår.

Min ven oplever at være enormt tiltrukket af sin kæreste, selvom de indimellem rammer ind i nogle heftige konflikter, hvor de i løbet af tre sekunder ryger ind i et gammelkendt mønster, hvor han tager offerrollen og hun krænkerrollen. Det vil sige at de inviterer hinanden på banen i lige præcis den konstellation, hvor de ikke kan andet end at ende i en dans, hvor de bliver sårede af hinanden.

Når de ikke er i konflikterne, føler de begge, at de er landet i himlen, fordi det er så fantastisk imellem dem og deres kærlighed er intens og smuk.

Så hvorfor kan de to ikke holde fast i det fantastiske imellem dem og være nuancerede, åbne og forstående, når de diskuterer? Hvorfor ender de med at råbe og skrige ad hinanden? Krænke og såre? Især når de ellers er både fornuftige og ligevægtige mennesker i de fleste andre relationer i deres liv?

Det er i virkeligheden ganske enkelt, men kan være svært at se i øjnene. Det, der sker er nemlig, at hun minder ham om den måde, hans far behandlede ham på, og hun ser i ham sin mors måde at behandle hende på. Og de har begge en ambivalent tilknytning til netop de to forældre.

Ambivalent tilknytning

Når man som barn knytter sig ambivalent til sin forælder, betyder det at man ikke har tillid til at forælderen altid er der. Man har en oplevelse af, at man står alene i verden og at der ikke er nogen, der rigtigt passer på én. Man føler sig ikke konstant ubetinget værdifuld for forælderen, der nogle gange er sød og forstående når man for eksempel spilder mælken (“Pyt med det skat, det er bare mælk, se, nu tørrer jeg det op”), og andre gange krænkende (“Du er simpelthen så klodset, kan du da ikke finde ud af noget?”) eller passivt-aggressivt/offeragtigt (“Jeg bestiller ikke andet end at rydde op efter dig, jeg knokler bare hele dagen for din skyld”)  i samme situation. Barnet kan altså ikke forudsige forælderens reaktion, fordi der netop ikke er nogen konstans, og fordi børn har behov for konstans for at afstemme og udvikle et selvstændigt og fast “jeg”, betyder det at et barn af sådan en forælder bliver usikkert på sig selv, sine egne oplevelser og sin værdi som menneske.

Den ambivalente voksne 

Sådan et menneske vil, som de fleste andre, lede efter en partner, der spejler den første kærligheds relation: Relationen til den vigtige forælder. Det er nemlig i den første kærligheds relation at vores hjerner former synapser, der danner skabelon for, hvordan vi elsker andre. Det vil sige, at selv om min ven og hans kæreste er fornuftige og velovervejede, og iøvrigt sagtens kan se, at de ikke er ubetinget gode for hinanden, alligevel drages af hinanden, fordi de har hver deres skabelon for, hvad kærlighed blev defineret som, da de var børn, og deres skabeloner iøvrigt passer perfekt sammen på netop den sårede side: Han oplever med hende den samme frustration og længsel efter at blive elsket af en krænkende og utilregnelig far, og hun mærker irritationen og afmagten over at stå overfor sin mor, der ikke stod tilbage for at fortælle hende, at hun var skyld i alle de ting moren ikke fik udlevet.

Er der håb for dem?

Ja! Det er der. Det er heldigvis sådan at vi mennesker er indbyggede med en plasticitet, eller elasticitet, hvad angår vores evne til at omforme og hele vores sår, og danne nye synapser, og dermed skabe solide relationer. Det kræver at man er indstillet på at gøre noget nyt i forholdet og ikke kun give forholdet en ny chance. Men netop fordi det er tilknytningsadfærd, der er etableret så tidligt i livet, er det næsten umuligt at skabe forandring uden hjælp udefra, fordi man i forholdet trigger hinandens tilknytningsmønster og derfor ryger ind i den automatiske spiral, hvor man udspiller de gamle roller og kradser såret op igen.

Er du i et ambivalent tilknyttet forhold og vil du gerne have hjælp til at bryde ud af de fastfrosne roller? Så ring til mig på 31 662 993 eller skriv på terapi@christinacopty.dk 

Jeg ønsker dig en god uge.

Kærlig hilsen

Christina Copty

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Parforhold og Ægteskab, Skilsmisse og Adskillelse og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s