Der var engang en lille pige, der ikke turde græde…

…fordi de andre ikke måtte se at hun var ked af det.

“At vise følelser er svagt!” – hvis jeg fik en krone for hver gang jeg hører nogen sige den sætning eller sætninger med samme betydning, kunne jeg givetvis snart købe mig en hyggelig kolonihave på Amager.

Selvom folk der kommer til mig i terapi inderst inde måske har en snert af en fornemmelse af et hunch om at det måske alligevel ikke lige helt er sådan, så hører jeg ordene gang på gang af selvsamme klienter. Og handler det om at de bare sidder der og gør sig til? Gør sig interessante?

Nej. Selvfølgelig ikke.

Sårbarhed = Svaghed

Det handler oftest om, at vi ikke er blevet mødt på vores sårbarhed tidligt i vores liv. Når vi har været kede af det, har mor sagt “Såååå, det er ikke så slemt”, og far “Pjat med dig, det gør da ikke ondt.” Men det gjorde det. Det gjorde ondt at slå sit knæ, det gjorde ondt at blive drillet, og det gjorde ondt at få sit hjerte knust af sin første kærlighed. Det var alvor. Men det blev bare ikke mødt sådan, og så fik det en konsekvens. Og konsekvensen var en maske til at bære udenpå, og en tvivl at bære indeni.

Hvis vi i en tidlig alder har lært, at tårer ikke er okay fordi de enten gør mor vred eller ulykkelig, så bliver det svært ikke kun at vise sin sårbarhed, men også at mærke den. Når man er ked af det, bliver det istedet oversat til vrede, irritation eller slet og ret til ingenting – tomhedsfølelsen, og når man så står derude i livet og får sig nogle knubs, bliver det svært at tale med dem, det handler om uden at ende i svære misforståelser og følelsen af ensomhed.

I parforhold, som oftest er vores næreste relation efter relationen til vores forældre, kommer denne måde at sidestille sårbarhed med svaghed i vejen for vækst. Når vi ikke er i stand til at vise vores følelser og tale om dem, bliver det svært for vores partner at møde os og være der for os – med andre ord: hvis min mand er ked af at hans projekt på arbejdet ikke går som det skal, men han istedet udtrykker sig via sin irritation til mig, trækker jeg mig fra ham eller bliver vred på ham, fordi jeg ikke forstår at han i virkeligheden er ked af det. Hvis jeg viser jalousi igennem vrede anklager, kan han ikke møde mig dér, hvor jeg egentlig er, nemlig i min sårbarhed og usikkerhed. På den måde bliver den gamle følelsesmæssige indlæring en hæmsko i voksenlivet, som istedet for at gøre det, far og mor gerne ville have, nemlig eliminere smerten, blot har forvansket den, så vi ender med flere knubs end vi måske ville have gjort, hvis vi bare havde fået lov til at være kede af det, når vi var det dengang.

Med ønsket om en livfuld uge,

Christina Copty

 

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s