Tragedien i Norge og et par ord om forestillinger

Det er givetvis kun de færreste der ikke har hørt om terrorangrebene i Norge nu. Det har fyldt TV’s sendeflader, internettets nyhedssider og Facebook siden igår eftermiddags, da de første beretninger begyndte at tikke ind, først fra Oslo, og et par timer senere, Utøya.

Det er også kun de færreste, der ikke øjeblikkeligt sprang til konklusioner og vurderinger ud fra spekulationer og fordomme.

På de fleste vestlige nyhedsmedier var mange “mellemøsteksperter” hurtige til at pege fingre i den retning af verden, og det tog ikke lang tid før der nærmest var dannet “konsensus med forbehold” og de danske nyhedskanaler begyndte at malke seere ved at rette fokus på “Truslen mod Danmark,” der jo pludselig var overhængende i lyset af de der tegninger og regeringens valg om at fortsætte sin militære indgriben i netop den del af verden.

Men de er blevet sat til skamme idag, uden dog at tage ansvar for den stemning de lagde for dagen igår, fordi det har vist sig, indtil videre i hvert fald, at være en enkelt nordmand med højreekstremistiske holdninger, der har begået terrorforbrydelserne.

Hvordan er dette interessant på en blog om psykologi? Det er det netop i forhold til vores forestillinger, og hvad vi gør med dem. Det gælder ikke kun i politik, men i lige så høj grad i vores eget indre landskab. Vi er alle udstyret med en hukommelse, og det er netop denne hukommelse, der både kan gøre livet lettere og sværere for os: Lettere, fordi vi ikke behøver lære alting forfra hver gang vi tager det næste skridt, vi kan sætte autopilot til og køre derudaf ud fra vores erfaringer. Nogle af de erfaringer vi gør os, bliver til “meta-erfaringer,” og de er praktiske nogle gange, som når vi for eksempel lærer at køre bil: Vi lærer ikke kun at køre med gear, men kan også overføre erfaringen “at køre bil” til biler med automatgear. Det er jo ganske dejligt.

Uheldigt bliver det, når vores “meta-erfaringer” bliver til sandheder, vi ikke stiller spørgsmålstegn ved. Det gælder for eksempel gårsdagens forhastede konklusioner, hvor nogle får sat bestemte etiketter på hele folkeslag eller religiøse grupperinger så der opstår en fremmed fjendsk stemning, som de fleste på en eller anden måde har noget investeret i; hvor det pludselig handler om at sætte sig på hver sin side af den skabte debat og få ret til et “Sagde jeg det ikke nok,” så man på den måde får pudset sine fordomme og forestillinger af.  Når det er sagt, er det selvfølgelig stadig svært at lade være med at springe til konklusioner fordi det er sådan vores hjerner gør, men det vi så må holde os for øje, er at vores konklusioner kun er vores egne, og ikke endegyldige sandheder hugget i sten – måske vi gør godt i at huske det næste gang vi står overfor noget, der minder om noget andet, men som er sit eget.

 

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s