Raw Spot – Kender du dit?

Kender du det punkt, hvor dine følelser løber afsted med dig, uden at du kan stoppe det? Der, hvor du bliver ramt? Der, hvor du ender i en ukonstruktiv spiral med din partner? Så har du nok fået kontakt med dit “raw spot.”

Et “raw spot” er et punkt, der er ekstra sårbart for os og som oftest kommer i spil som grundlaget for konflikt i parforhold og andre vigtige relationer. De færreste af os er i stand til at udtrykke os ærligt omkring vores raw spots overfor vores partner, fordi vi synes det er besværligt, skamfuldt, eller et tegn på at vi ikke er så tjekkede som vi gerne vil give udtryk for, med andre ord et tegn på ‘svaghed’, som vi ikke tør stå ved, især hvis vi har erfaring med at blive trynet når vi viser den side af os.

Et eksempel på et raw spot kan være følelsen af jalousi; De fleste mennesker der oplever at være jaloux, skammer sig over at være det, men kan ikke kontrollere den grundlæggende følelse. Følelsen af ikke at være god nok til at blive elsket udmønter sig i en følelse af jalousi, der, fordi det er en kulturelt ikke-accepteret følelse, bliver maskeret med angreb og forsøg på at kontrollere og få kæresten til at ændre sig ved at gøre kærestens måde at agere på uacceptabel (forudsat, naturligvis, at jalousien ikke er begrundet i konkret utroskab, i hvilket tilfælde kærestens opførsel er uacceptabel).

Som jeg var inde på i indlægget om konflikttrappen, er relationen vigtig for, om et tema kan udvikle sig til at blive konfliktfyldt eller ej, og sådan gælder det især vores raw spots, for de kommer nemlig oftest i spil med mennesker vi er knyttede til. Det vil sige at vi sagtens kan være uberørte over at en fremmed råber “Din store idiot” til dig på gaden, og blive ked af det, hvis det er et menneske du er knyttet til. I det sidste tilfælde vil vi ofte forsvare os selv og gå ind i en kamp med den anden. Den tilknytning vi har til dem er nemlig så vigtig at vi, når vi bliver truet på den, reagerer kraftigt fordi vi oplever at miste en del af den tryghed, der danner basis for parforholdet.

Hvordan ved du om dit eller din partners raw spot er ramt?

Der er to tegn på at et raw spot er blevet aktiveret. 1: Der sker en radikal ændring i tonen hos den, hvis raw spot er ramt. Det er nemt for begge parter at se, at der er sket en ændring – hos mig er det sådan at jeg lyder kold og fåmælt, imens jeg mærker en stor knude i mit bryst som jeg prøver at undertrykke i situationen, fordi jeg er såret. 2: Reaktionen er ofte ude af proportioner med situationen. Det vil sige at een “overtrædelse” sætter gang i en lavine med minder og erfaringer, der “skruer op” for reaktionen. Det betyder ikke at reaktionen altid er udadreagerende og opfarende, for det kan lige så godt være, at man trækker sig fra kontakten og i visse tilfælde vælger at gå fra sin partner fordi denne gang er dråben – det er blot en anden måde at “skrue op” for følelserne på.

Når dit Raw Spot er ramt

Når du oplever at være blevet sat til vægs af dine følelser i forbindelse med noget din partner har sagt eller gjort, kan det være nyttigt at flytte fokus lidt, og se hvad der sker lidt fra oven. Det kræver at du er i stand til at sætte dine følelser på “stand by” og kigge på det, der udløste din følelsesmæssige reaktion; kritiserede din partner dig? Følte du dig overset? Ikke taget med på råd? Var tonen for hård? Der kan være et utal af forskellige ‘triggerpunkter’ der sætter gang i vores forsvar, men grundlæggende for dem alle er frygten for at miste en vigtige relation.

Hvis du bliver i stand til at kortlægge hvor det er, du bliver bange for at miste din partner, har du allerede taget et skridt i retning af en mere åben dialog, hvor angreb og forsvar ikke er i højsædet, når dit raw spot bliver aktiveret. Som det er med så mange andre tilsyneladende “negative” sider i os, er også dit raw spot en kærlig, omend svær påmindelse om, at du er tilknyttet et andet menneske.

——–

Det var det sidste indlæg inden sommerferien. Jeg ønsker jer alle en god og berigende sommer – Der er ny læsning på bloggen igen til august, men allerede i løbet af næste uge vil der komme opslag om efterårets gruppe for skilsmisseterapi, så følg med her og tilmeld dig, for der er få pladser og det er først til mølle der gælder.

Kærlig hilsen,

Christina Copty

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Raw Spot – Kender du dit?

  1. Pingback: “Hun passer til mit sår, ikke til min sjæl” – Ambivalent tilknytning | Copty's Blog

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s