“Moar, må jeg godt være ked af at du bliver skilt fra min papfar?”

I den forgangne uge har jeg været fyldt af dødsfaldet, jeg fortalte om i sidste uge. Jeg har tænkt meget på, hvordan vi som skilsmissebørn udvikler vigtige relationer til vores forældres nye ægtefæller og kærester, og forventes at bryde båndende uden problemer, hvis/når de nye forhold ender.

Det er som om vi forventes kun at synes det er svært at gå igennem en skilsmisse, hvis det handler om vores biologiske forældre, og ikke have den store sorg hvis det ikke er. Ofte er det sådan at den forælder man bor sammen med, som er blevet skilt igen, kun har øjne for sin egen ulykkelighed og ikke ser at barnet rent faktisk også skal igennem en sorgperiode, fordi barnet også mister en person, der er vigtig. Hvis barnet samtidig er fanget i en loyalitetskonflikt og skal sørge for at den anden forælder ikke bliver såret over at man er ked af at miste sin “pap”mor/far, bliver det ekstra svært at udtrykke den sorg åbent.

Hvis man står for at skulle skilles fra sin partner, og man har børn fra et tidligere ægteskab, er det vigtigt at man også tilgodeser barnets behov for at blive hørt og rummet i sin sorg. Det er, for os voksne, ofte nemmere at blive skilt fra nogen vi ikke har børn med. Vi kan blive trætte af at skændes og vælge at gå; når vi har børn tager de fleste børnene med i deres overvejelser inden de går, fordi de er klar over at det også for børnene bliver en svær proces.

Jeg kender en mand, hvis forældre blev skilt da han var barn. Han boede med sin mor og besøgte sin far hveranden weekend, sådan som man ofte gjorde dengang, og begge forældre fandt relativt hurtigt nye partnere. Faren var dog stadig vred og fyldt af ubearbejdet jalousi i forhold til  moderen, og det gjorde at min ven ikke kunne dele de positive oplevelser han havde med moderens nye kæreste. Det betød også at han ikke kunne fortælle sin far hvor ked af det han var, da moderen og kæresten gik fra hinanden efter ti år, og kæresten holdt op med at være i kontakt med ham, fordi moderen ikke ville have det.

Faderens jalousi bundede givetvis i en oplevelse af, at man har en begrænset beholder af kærlighed, og hvis en anden mand fik sønnens kærlighed, var det som om han fik den “far-kærlighed” som faderen ville have. Det kom der desværre kun meget lidt kærlighed ud af.

I mit tilfælde har jeg i den forgangne uge været konfronteret med folk, der kun har udtrykt hvor svært det må være for min mor at han er død – og jeg oplever at min relation og tilknytning til ham ingen værdi har i deres øjne, fordi han er min mors eksmand – og det har gjort at jeg, sammen med dem, har følt mig ensom i min sorg. Så hvis du står for at skulle skilles fra en partner der ikke er dit barns forælder, må du huske på at dit barn givetvis også har dannet en relation til vedkommende, og at dit barn derfor også mister en person, der er vigtig, og har krav til at blive trøstet, støttet og hørt i sin sorg. Uden at skulle forholde sig til din.

Jeg ønsker jer alle lyse stunder. Hav en god uge.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s