Ord om en Elsket Mand

Egentlig ville jeg have skrevet om noget andet, der lå i tråd med sidste uges indlæg, men jeg har talt med min mor idag og har fået overbragt en af den slags nyheder, der slår luften ud af maven og efterlader en følelse af ru følelsesløshed, der, så snart man trækker luft ned i maven igen, forandrer sig og bliver til omsluttende sorg.

En af de mest betydningsfulde mænd i mit liv er død.

Jeg oversvømmes af tanker, minder og følelser – så jeg dedikerer mit indlæg til Njål, min mors tredje mand og én af mine store forbilleder.

Da jeg var otte år, trådte han ind i mit liv en sommer i Jerusalem, hvor han, omgivet af liv og glade dage, tog min mors hjerte med storm, og med sine store armbevægelser og romantiske gesti på magisk vis viste min mor og alle andre der kom i nærheden af ham, at det stof film er lavet af, fandtes i virkeligheden.

Han var midtpunkt i enhver sammenkomst og forstod at skabe leben omkring sig, hvor alle følte sig mere end velkomne. Han havde den sjældne gave at være oprigtigt tilstede, at være levende og sprællende, at leve livet med gusto og appetit. Når han dansede med min mor, trak alle andre par sig fra dansegulvet og overlod det til de to, der som Fred og Ginger, hvirvlede omkring med en lethed, som var de een.

De var så smukke sammen. Den lyse norske prins og den mørke palæstinensiske prinsesse. Dengang det endnu gik godt. Men med det liv han levede, var der også en bagside, hvor jalousien lurede i flaskerne og det romantiske blev til det dramatiske, som blev ubærligt at være i. Så de skiltes, efter at have haft stormfulde højder af lykke og dybe kløfter af frustration og sorg, efter at have været sammen i næsten tyve år.

For mig, der voksede op med ham som en, jeg så op til, var det ikke det svære der stod i fokus særligt længe ad gangen – faktisk opmuntrerede jeg min mor til at gifte sig med ham, fordi jeg syntes han var noget nær fabelagtig – i ordets egentlige betydning – og i mit hjerte havde han en stor plads. Han var eminent til at finde ud af, hvordan han kunne have en relation til mig, der var ægte. Han pressede mig ikke ind i den akavede afvisning det ville være, hvis han havde forsøgt at blive far for mig. Han var klar over, og respekterede at jeg har en far. Han gik ind i mig med træsko på med sin umiddelbarhed og sin livskraft, og fjollede rundt med mig på en måde, hvor jeg tydeligt mærkede at han selv havde det sjovt og ikke var optaget af at skulle gøre indtryk på min mor. Faktisk hvilede han så meget i sig selv og var tilpas fandenivoldsk til at være bedøvende ligeglad med, hvad andre mente om ham; At det han gjorde, det gjorde han fordi han syntes det var berigende for ham, og ikke for at gøre indtryk på nogen eller tilfredsstille andres smålighed.

Der er en masse musik forbundet med mine minder om ham og min mor sammen. Jeg hører nærmest et væld af melodier, der maser sig på lige nu. Der er Kenny Rogers “The Gambler”, Der er Lynn Anderson’s “Rose Garden”, der er Elton John’s “Daniel”, der er “I’m not in love” af 10cc, der er Dolly P’s “Working 9 to 5” og jeg kunne blive ved. Der er så meget musik, der følger med mindet om ham.

Jeg husker at han var den eneste, jeg turde svømme med. Indtil da havde jeg haft svømning i skolen, men var en af de elever, der brugte det meste af tiden oppe på kanten, hvor jeg skulle lave svømmebevægelser uden den helt store succes – og uden at blive våd. Min mor, der heller ikke er den helt store svømmer, men nærmest ligner en, der kæmper for sit liv når hun er i vand op til brystet, gav ham lov til at tage mig med ud på det dybe vand ved havet. Jeg husker hvor langt ud vi svømmede, hvor koldt og aldeles mørkt vandet var derude, og hvor duvende og store bølgerne var, og hvor skrækkelig en stemning jeg kunne få pisket op i mig selv, når min fantasi løb af med mig og jeg forestillede mig hvad der var af liv lige under mig, der ville spise mig, og hvordan han sagde at jeg bare skulle lægge hænderne om halsen på ham, så skulle han nok passe på mig. Og det gjorde han. Altid.

Min drøm om at arbejde for FN formede sig under alle de år med ham, fordi han, igennem sit arbejde med netop FN, besøgte alle verdens hjørner og mærkede adrenalinet og kanten af livet når han stod overfor de værste katastrofer i verden og overlevede. Indtil han trak sig tilbage for at nyde sit otium i sit elskede Afrika, hvor han døde.

Jeg kunne blive ved, men lad dette være mine officielle ord om Njål – manden, der for altid vil stå som indbegrebet af livsglæde for mig. De andre ord vil jeg gemme til den bøn jeg sender i hans retning.

Njål efterlader sig to døtre og en kvinde, der er dybt taknemmelig over at have haft ham som faderfigur, måske netop fordi han aldrig bad om at være det, men bare var det igennem sin uforbeholdne accept af, og kærlighed til mig.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s