DramaDramaDrama – og hvordan du undgår at havne i det.

Kender du det, at du pludselig bliver slettet som ven på Facebook af een, der har været umådelig betydningsfuld i dit liv? At du modtager sms’er der afskriver dig og sletter din eksistens i den andens verden? At stå med et lille smil på læben og bare tænke “Hold da op, der er vist en omgang turbulens igang i ham/hende”? Det sidste er nok de færreste forundt at tænke, for ofte går vi igang med at tage dramaet på os og forsøge at retfærdiggøre os selv overfor enten vedkommende, der har kasseret os, eller overfor venner, som vi synes vi skal forklare eller forsvare os overfor.

Når vi går ind i den andens drama, bliver dramaet vores og skaber uro i vores liv. Jeg er selv for ganske nylig blevet “dumpet” som ven på Facebook af en såret og vred ven, der, drevet af frygten for at jeg ville komme ham i forkøbet, har valgt at lade sig styre af sine sårede følelser og sin bitterhed, så det lader lidt stå tilbage i forhold til at vi rent faktisk har været i hinandens liv, tæt på, de sidste to år. Jeg kunne vælge at blive vred, at blive såret, at synes alt muligt om ham, men istedet tror jeg, at han må være meget ked af det, og har brug for at demonstrere sin afstand til mig på en meget bastant måde, så jeg fatter hvor indebrændt han er, og hvor uacceptabel han synes jeg er.

Det er en lettelse for mig, at jeg ikke bider på krogen og henfalder til introspektiv selvretfærdighed og ekstrovert modstand. Jeg ejer gerne min del af ansvaret. Jeg kan godt se at jeg sagde nogle ting, der sårede. Jeg kan godt krumme tæer over nogle af de afsluttende ord i vores sidste udveksling, men derfra til at vifte med armene i forsvar og forklaringer, er der langt. Der er det, der er, og ind imellem mener jeg at det er vigtigt at holde op med at kæmpe: mod den dårlige samvittighed, den endeløse forklaringsrække, det tabte venskab, og indse at det rent faktisk var en gave så længe det varede, og så kan vi hver især vælge at fokusere på det, der var gavnligt i relationen istedet for at holde fast på de sidste krampetrækninger for retten til at have ret.

På den måde bider jeg ikke på fiskekrogen og bliver del af hans historie. Jeg vælger min egen historie i forholdet, og kan nyde en del af de minder vi har skabt sammen uden fortrydelse. Det var en relation, der var betydningsfuld for mig på mange planer og samtidig er jeg ikke ked af at det er et overstået kapitel, for uoverenstemmelserne var større end det, der stemte, og vi formåede ikke at danne et fælles fundament, som vi kunne bygge videre på.

Og sådan er det nogle gange. Akkurat som den mail, der ind imellem lander i mailboxen om venner og deres “staying power”: Nogle er der for en kort stund, andre lidt længere og andre igen, hele livet. Hvis vi accepterer det og accepterer, at det nogle gange er bedre at slippe istedet for at kæmpe, har vi allerede taget et kæmpemæssigt skridt i retning af mere ro i vores liv. Og hvem vil ikke gerne have det?

God påske.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s