Parforholdet, der sad fast i evig turbulens

Jeg har i en længere periode været tilskuer til, og confidante for en veninde, der har det rigtig svært i sit parforhold. Der er tilsyneladende aldrig ro nok til at hendes stressniveau falder, og det virker mere og mere som om den rutchebanetur hun er på, er mere normen end undtagelsen, og de store udsving faktisk er mønsteret i forholdet.

De har været sammen i cirka tre år, og i al den tid har der været dramatiske udsving i deres samvær. De har talt om at gå i parterapi, men det bliver ikke rigtigt til noget, fordi de så finder ind i det gode rum, de trods alt også har sammen, og derfra ganske enkelt lukker øjnene for alt det svære. Lige indtil helvede bryder løs igen, og de begge sidder tilbage med følelsen af afmagt og opgivelse i forhold til deres kærlighed. Her på det seneste ser det dog ud som om der går lidt længere mellem de smækkende døre og deres udmeldinger om at det er slut, fordi de har aftalt ikke at gå til den yderlighed, når bølgerne går højt, og så blomstrer håbet i dem, lige indtil de igen ramler ind i det, der gør deres samvær svært: Nemlig at de tænker helt og aldeles forskelligt og faktisk har svært ved at forstå den andens måde at ræsonnere og føle på – og de hører hinandens udsagn med alle forsvarsparaderne oppe. Det kan kun gå galt. Og det går galt. Gang på gang på gang på …you get the picture.

Alligevel er der en lim, der holder dem sammen: De deler den samme form for humor, er et godt match seksuelt, de nyder mange af de samme ting og har en masse kærlighed og omsorg for hinanden, når det går godt. Men fordi de har så meget rod, er der en stor usikkerhed i deres forhold, der faktisk gør, at de ikke lever fuldt ud, sådan som de drømmer om; det vil i praksis sige, at jeg, der er tæt på min veninde, kun har mødt ham ganske få gange, fordi deres usikkerhed ift holdbarheden af deres forhold gør at de ikke rigtigt får blandet deres liv sammen. Hun har et barn fra et tidligere ægteskab, men han er der sjældent når barnet, eller nogen andre, for den sags skyld, er hos hende. Han har en gruppe af gamle venner og deres koner, som han mødes med jævnligt, uden at hun bliver inviteret med. Og de accepterer det begge, fordi de begge har brug for at have mere stabil grund under fødderne før de involverer sig i hinandens sociale liv.  Men det betyder også at deres sociale liv begrænses enormt, fordi de også gerne vil være sammen med hinanden.

Det er et dilemma at høre hende veksle mellem fortvivlelse og forsigtig glæde. Jeg siger forsigtig, fordi der har været så meget uro i deres forhold, at hun heller ikke er rigtigt glad mere, når det kører. Hun går nærmest og venter på, at det kommer til endnu en konflikt, og det gør der så. Nu er jeg ikke fortaler for “The Secret” og hele den der devise om, at man får det man frygter, fordi det styres af loven om tiltrækningen. Når det er sagt, er det jo stadig sådan, at vi er ansvarlige for, hvad vi gør og hvad vi sender ud, så når hun forventer en konflikt, er hun også ekstra opmærksom på de kerneområder, som de plejer at have konflikter omkring, og så skal der ikke meget til at antænde bålet.

Når man ender i sådan et forhold, kan det være rigtig svært at se en løsning. Den ene dag drømmer man om ro, ægteskab, fællesskab, samliv, nærhed osv. og den næste dag ønsker man at man aldrig skulle se vedkommende igen fordi man føler sig så frustreret, såret, vred, indigneret, misbrugt, kasseret, ikke-rummet osv. Det er en heftig følelsesmæssig cocktail at være i, fordi begge dele føles rigtige. Man er bange for at sige farvel og eventuelt miste den store kærlighed, man jo også føler, men samtidig er man bange for at miste sig selv, fordi man befinder sig i alarmberedskab overfor den, der angiveligt skulle elske én det meste af tiden. 

Hvis det her er genkendeligt for dig, så er det på tide, at du gør noget for at komme ud af den slynge, du er i, for det er ganske enkelt ikke sundt, hverken fysisk eller psykisk at være i konstant turbulens. Nogle af de muligheder du har, er blandt andet at:

  • Du kan trække en trediepart ind, som kan hjælpe jer med at løsne knuden, så der kommer mere bevægelse i tankerne og følelserne. Selvom det føles kaotisk, voldsomt og uforudsigeligt, er der ofte et simpelt mønster i skænderierne, som skal trevles op, for I danser sammen på en helt bestemt måde, der gør at I ender det samme sted hver gang. 
  • For min veninde og hendes kæreste er der som nævnt begyndt at gå lidt længere imellem de store udsving, fordi de har aftalt at de ikke må kaste håndklædet i ringen når de skændes. Hvis de skal gå fra hinanden, skal de gøre det når de er i ro og ikke styret af deres følelser. Det betyder ikke at hun ikke tænker det, når de skændes, men også her går der længere imellem, fordi det ikke længere er en mulighed.
  • Når hun ved, at der ikke er fare for at han går fra hende midt i et skænderi, bliver det nemmere for hende at lade være med at trække skænderiet helt derud, hvor det bliver et enten-eller. Det vil sige, at hun ikke sviner ham til i samme grad, fordi hun godt ved at det ikke handler om at “vinde” det sidste ord, men at de ting hun siger i et øjebliks raseri, sætter sig som en sort plet på kærligheden bagefter. 
  • Når hun samtidig ved, at de ikke må sige farvel i vrede, skabes der mere tillid imellem dem, og hun bliver mere fokuseret på at finde ind til grunden til at de farer i flint over noget, som egentlig er blevet afsendt i kærlig mening.
  • Som udgangspunkt må du dog finde ud af, om du handler ud fra at ville såre din partner, eller om det vitterligt handler om, at I bare ikke forstår hinanden. Ofte er det jo sådan at vi ikke kan mærke vores kærlighed når vi er vrede, men hvis vi ved, at vi hver især taler og reagerer ud fra følelsen af ikke at blive forstået, så forsvinder noget af brodden, og vi kan bedre se forbi partnerens forsvar, når vi ikke tager det som angreb eller som udtryk for manglende kærlighed.

Det er en særdeles svær måde at være i relation på, og den adskiller sig markant fra situationsbestemte parforholdsproblemer, der opstår i kølvandet på noget konkret, men hvor parforholdet ellers kører på kærlige skinner. Man kan sidde tilbage med følelsen af at man ikke er god nok til at være i et sundt og godt forhold, man kan føle at man mister sig selv, men det værste og sværeste er følelsen af konstant indre forvirring, hvor man ikke ved, hvad der er op og ned, eller hvor man skal sætte ind og hvor man skal sætte ud, hvor grænserne går og hvor meget man skal gå med til osv. Heldigvis er det muligt at forandre den indre følelse af kaos, men det kræver tålmodighed fra begge parter og en god portion vilje. Begge dele ser jeg hos min veninde, og det giver mig en tiltro til, at de nok skal klare den, selvom det er en længere proces.

Kender du til at sidde fast, og vil du gerne have førstehjælp til at træde ud af dansen, så kontakt mig på terapi@christinacopty.dk eller ring på 31 662 993 for en aftale.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Parforholdet, der sad fast i evig turbulens

  1. Pingback: Konflikter i parforholdet | Copty's Blog

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s