“Undskyld, men…

…hvis ikke du havde gjort det ved mig, så havde jeg altså aldrig sagt, som jeg gjorde!”

Sådan er der mange mennesker der siger undskyld til hinanden – men er det egentlig et rigtigt “Undskyld”, eller er det bare en undskyldning? Jeg havde engang en underviser der konsekvent nægtede at bruge ordet “undskyld” fordi ordet”skyld” vakte så stærke følelser i ham, at han ikke kunne få det over sine læber, men de fleste af os lever i, og deler en kultur, hvor det at kunne sige undskyld anses som en dyd. Vi lærer at sige undskyld til vores børn, hvis vi råber ad dem, og så tror vi at den hellige gral er velforvaret, og at de fint skøjter videre i barndommens uskyld. Vi lærer at sige undskyld til vores partner i terapi, hvis vi har såret dem, og opført os dumt og nedgørende, og så tænker vi at det er partnerens problem hvis han/hun ikke slipper forteelsen og tilgiver når nu vi har været så store at sige “undskyld” – problemet er bare, at langt de fleste får tilføjet et “men”, og så falder Undskyld til jorden og bliver en undskyldning for at handle eller tale grimt istedet. I tilfældet med børn, hører jeg ofte: “Undskyld jeg råbte ad dig, men du kan nok forstå, at når du gør sådan der, bliver jeg simpelthen så bange at jeg råber ad dig”. Imellem kærester pakkes den lidt mere ind: “Jeg er så ked af at jeg var nedladende overfor dig, men du har altså en tendens til at blive ved, indtil jeg ikke kan holde det ud mere.”

Et undskyld skal gives uforbeholdent og uden et “men” – og det er derfor, det er så svært at give præcis sådan: “Undskyld” full stop.

Jeg kendte engang en mand, der, når han synes han sagde undskyld, sagde noget i retning af: “Jeg er ked af, at du er ked af det” – Det var en af de fladeste fornemmelser at sidde tilbage med, for godt nok var han ked af, at jeg var ked af det, men der lå ingen indsigt i sin egen andel i, at jeg blev ked af noget, han havde sagt – og nu vil den trofaste læser indvende at min følelse af ked af det-hed jo er mit valg og mit ansvar – touché – og så alligevel…

Vi indgår i relationer, og i de relationer sker der en udveksling og en spejling, der gør at vi kan relatere og have empati med hinanden. Det er en af de vigtige aspekter af at være et socialt dyr, der er afhængig af andre for sin overlevelse. Og netop fordi det er sådan, har vi også et ansvar for, hvad vi sender ud til andre. Dermed ikke sagt at vi er ansvarlige for, om de bliver kede af det, eller så vrede, at de hugger hovedet af os med en økse, men vi er ansvarlige for, hvordan vi placerer os i forhold til hinanden, og hvordan den placering kommer til udtryk. Det betyder at vi, hvis vi skal bevare det nære, er nødt til at sluge kameler i form af selvretfærdighed og stolthed, og komme ned på de der knæ, der græder, og sige “Undskyld, det jeg sagde/gjorde var ikke okay.” Hvis vi stadig sidder med følelsen af at vi vil kæmpe for retten til at have ret, så er det bedst at lade være med at sige undskyld og bare holde sig til den flade “Jeg er ked af, at du er ked af det”, og så tage på sig, at man er med til at opretholde kampen om rigtig og forkert. En kamp, der kun skaber afstand.

“Jeg siger undskyld, men hun bliver ved”

Men men men – Det er ikke kun den flade “jeg er ked af at du…”, der er med til at bevare kampen på banen. Det kan modtageren af et oprigtigt undskyld også gøre. Kender du til at sige undskyld og mene det oprigtigt, og så blive ved med at få din forteeelse skudt i skoene? Det er een af de mest nedbrydende måder at møde det uforbeholdne undskyld på. Hvis vi har klokket i den og jokket i spinaten, er det sidste vi har brug for, een der ikke kan finde ud af at tage imod vores undskyld og give slip.

Jeg har et par i terapi, hvor manden har sagt nogle ting til sin kone i tidernes løb, som han har fået øje på ikke har været særlig hensigtsmæssige, og han siger undskyld en masse, men hun bliver ved med at holde fast og bringe flere eksempler på hans krænkelser på banen, og han bliver så træt, at han ofte ender med at sidde med himmelvendte øjne og se opgivende ud. Det er tydeligt at hun er meget såret over de ting han har sagt, men det er også tydeligt at hun holder fast i netop de ting, så han bliver på pinebænken, og hun på den måde kan blive ved med at holde fast i sin rolle som offer i deres relation. Det er ofte svært at tilgive krænkelser, men tilgivelsen er et valg vi er nødt til at træffe, så vi kan bevæge os væk fra det sted, hvor der bliver uddelt skyld, og hvor vi giver os selv og den anden en chance for at komme videre til et nyt sted med mere bevægelighed og ligebyrdighed i forholdet. Hvor vi kan begå fejl, og komme videre.

Undskyld er kun forløsende, hvis det bliver afsendt uden forklaringer og forsvar, og bliver modtaget med tilgivelse.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s