“Ta’ chancer nu…

…før de bliver til fortrydelser, når det er for sent.” Jeg har netop set denne sæsons første afsnit af Desperate Housewives, hvor denne sætning, lidt omformuleret, blev udtalt og egentlig er ret beskrivende for netop de tanker, jeg går rundt og fylder mit hoved med for tiden.

Jeg har været væk fra tasterne i en længere periode fordi jeg ganske enkelt har haft så travlt, at jeg ikke har haft tid til at komme op efter luft. Jeg havde fået viklet mig ind i forestillingen om, at jeg skulle knokle for at få det hele til at gå op. Det indebar en længere periode med tre professionelle kasketer på, som jeg jonglerede med hver uge. Det betød i praksis at jeg arbejdede konstant, også i weekenderne, for at følge med og forberede mig til den efterfølgende uge.

Det er givetvis overflødigt at sige, at det ikke var rart. Tværtimod. Og efter fire måneder begyndte jeg at få problemer med ryggen, problemer med vejrtrækningen og problemer med at sove – enten fordi jeg faldt i en komalignende søvn eller slet ikke kunne sove. Det mindede vist svært meget om stress, som jo er et vink med en vognstang om, at der er noget, der er ravruskende galt i forhold til mine prioriteringer og forventninger.

Så jeg måtte gå den lange gang med at optrevle min måde at indrette mig i livet på, for at finde ud af, hvor jeg skulle sætte ind, og hvor jeg skulle slippe for at få mere ro. I første omgang betød det at jeg måtte sætte mig ned og lave lister over ting, jeg forestillede mig, jeg skulle nå. Den indeholdt alt fra økonomi, succes, udfordringer, venskaber, bolig til mit barn og mit kærlighedsliv. Det var den nemme liste.

Bagefter lavede jeg en ugeplan og skrev ned hvad jeg lavede hver dag i løbet af en uge. Den så noget broget ud og meget fyldt ud.

Så lavede jeg min ønskeliste. Hvordan jeg gerne vil have at mit liv ser ud, og hvorfor. Jeg fandt ud af at min uge slet ikke var i nærheden af det liv jeg gerne vil have. Ordene, der blev ved med at falde mig ind, var “ro” og “glæde.” Det var der ikke noget af nogen steder. Jeg havde ikke tid til at fordybe mig så meget i de tre roller jeg havde på en uge. Jeg havde sjældent tid til mine venner og jeg følte mig enormt isoleret. Mit barn blev fanget i den hvirvelvind, der var i mit kølvand og jeg lavede aftaler i øst og vest, som jeg havde svært ved at huske. Det var ganske ulideligt og uholdbart. Det værste var, at jeg begyndte at høre mig selv brokke mig ustandseligt over mit manglende overblik og overskud.

Så var det, at jeg måtte træffe nogle beslutninger og tage nogle chancer, så jeg ikke ender med at sidde tilbage med fortrydelse over, at jeg her, i mine slut tredivere, har haft alt for travlt til at nyde tiden. Det har betydet, at jeg nu har samlet mine kræfter om én professionel kasket og at jeg privat har fået luget ud i det, der føltes som stilstand og således har frigivet så meget tid, at jeg nu rent faktisk ser mine venner og er nærværende med mit barn på en måde, der gør os begge glade. Det bedste har utvivlsomt været, at jeg ikke sidder tilbage med en masse brok og føler mig som offer for en situation, jeg selv var ansvarlig for.

Det kan varmt anbefales – om ikke andet, så er det en øvelse i at prioritere og reflektere over det liv, vi lever, så vi ikke fortryder det den dag, det er for sent.

Velkommen tilbage.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s