Julefrokosten

Det er jo ikke til at komme udenom, at det nu er ved at være julefrokosttid, og for at komme det hele lidt i forkøbet, kommer søndagens indlæg allerede idag. 

Julefrokosten er tit noget vi både glæder os til og frygter. Især hvis vi er i et parforhold.

Hvis vi ikke selv skal til julefrokost, men vores partner skal, kan det være forbundet med følelser af angst og jalousi – og mange begynder at gardere sig mod svigt næsten så snart de får datoen at vide. De kan begynde at forhøre sig om, hvem der skal med, hvor festen skal afholdes, hvornår han/hun kommer hjem og hvad der er planlagt. Det kan være svært at sige “Hyg dig” når partneren er på vej ud ad døren, hvis der er en stor utryghed, der ligger og lurer i maven.

I sidste uge så jeg “Indecent Proposal”, filmen der landede Demi Moore sikkert i vores bevidsthed som “D”, der med sin mand, spillet af uimodståelige Woody Harrelson, tager til Vegas for at vinde penge til at bygge deres drømmehus, og istedet ender i favnen på den ultrarige Robert Redford, der beviser at alt kan købes for penge, da de accepterer hans tilbud om en million dollars for een nat med “D”. Nu er det jo ikke sådan at de fleste af os render rundt og bliver købt eller solgt af lækre rigmænd når vi går til julefrokost, og det er da heller ikke den side af det, jeg bed mærke i, da jeg genså den. Istedet blev jeg grebet af scenen, hvor Woody pludselig indser, at det er en fejltagelse at lade sin kone gå i seng med en anden mand, og han løber afsted igennem hotellet for at aflyse hele aftalen, men kommer for sent.

For nu at blive i julefrokosttråden, så blev det tydeligt at det er i disse situationer, hvor fristelserne er størst og mest forventede, at vi bliver mest klemte. Vi kan gå rundt og gøre som om vi blot stiller kontrol-spørgsmål af ren og skær interesse imens vi er usikre og rystende indvendigt; Vi kan også gøre som Woody i filmen, men spole lidt frem og komme hele situationen i forkøbet, så det ikke er bakspejlet, der er pudset mere end forruden. Det vil med andre ord sige, at vi udtrykker vores usikkerhed uden at springe ud i fuld-flors Jalousi. Jalouis har det nemlig med at dække sig ind under personangreb istedet for integritet, og det får man som regel ikke andet end utilfredshed ud af, og i nogle tilfælde en modreaktion af trods.

Når vi udtrykker vores usikkerhed, giver vi den anden mulighed for at svare uden begrænsningerne, der følger af et angreb. Det betyder at vi må turde sige dét højt, der skræmmer mest, og hvis vi kigger lidt dybere end blot julefrokostsituationen, er der måske en frygt for at miste det forhold, vi har det godt i. Hvis vi er i stand til at tale fra vores følsomhed, bliver det meget nemmere at møde og give forsikringer til, end det er til en formaning om at holde sig fra én bestemt kollega til festen.

Om du skal til julefrokost eller ej, så ønsker jeg dig en nærværende og nærende uge. På gensyn i næste…

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s