“The Winner Takes it All”

Som jeg lovede i sidste uge, skal det i denne uge handle om, hvad det er, der sker, når vi ender i forhold, hvor der er en vinder og en taber.

Jeg har selv oplevet hvor nedbrydende det kan være for alle parter at være i en relation, hvor der ikke er plads til forskellighed. Hvor forskelligheden netop var en trussel mod samhørigheden og jeg kom til kort, fordi jeg ikke følte mig hørt og ikke kunne høre. Det startede ofte med at jeg gav udtryk for noget sårbart omkring mine følelser, hvor jeg havde behov for at få bekræftelse, men istedet blev mødt med et angreb, og energien derfra kun gik op i en spids. Det kunne se nogenlunde sådan ud:

Mig:”Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke må møde din eks, når du stadig ser hende så ofte. Det giver mig følelsen af, at du skjuler noget for mig, og at du spiller på to heste”

Han: “Det genkender jeg slet ikke. Jeg gider bare ikke have du møder hende, så længe du er så jaloux”

Mig (med frustration i stemmen): “Jaloux? Forstår du at jeg bliver utryg og jaloux netop FORDI du holder os adskilt?”

Ham (koldt):”Hvordan synes du selv, du taler til mig ligenu?”

Mig (insisterende):”Lad være med at tale udenom, hvorfor må jeg ikke møde hende?”

Ham (surt):”Det har været svært for hende, så der er ikke nogen grund til at gøre hende mere ked af det”

Mig (får bekræftet min utryghed): Så det er altså hende du tager hensyn til?”

Ham (surt):”Nej, det er mig, jeg passer på. Du får først lov til at møde hende, når JEG er klar, for jeg tager hensyn til mig, og så længe du er så ustabil som du er lige nu, føler jeg mig ikke tryg”

Herfra gik kontakten fløjten, fordi jeg følte mig kørt rundt i ring istedet for at blive forstået i min, synes jeg, netop bekræftede, anelse om ikke at være den, der blev prioriteret. Vi følte os begge angrebet af den anden og kunne ikke komme ud af det på anden måde end at se det som endnu et tegn på, at vi ikke længere skulle fortsætte vores forhold.

Desværre er dette ikke en unik situation, der var forbeholdt mig, for der er mange, der bliver ved med at fortsætte i det mønster dag ud og dag ind alt imens deres selvværd bliver ædt op, og nærhed bliver undtagelsen mere end reglen. Men hvad er det, der går galt?

One Up

Når vi bliver usikre i vores forhold og ikke føler os værdsatte som dem vi er, er der ofte sket det, at vi gentagne gange har fået at vide at vores måde at diskutere på, vores måde at føle på, vores måde at tænke på og være på, er forkert. At den anden sidder inde med den gyldne sandhed, og at der ikke er plads til flere måder at anskue verden og forholdet på. I ovennævnte eksempel blev min måde at føle på forkastet og set som “ustabil”, og brugt som forklaring på, hvorfor han valgte at handle uden at inddrage mig helt i sit liv. På den anden side så jeg hans afvisning af mig, som en måde at gøre sig skyldig i netop det, jeg anklagede ham for – altså at jeg havde ret og han uret. Resten af diskussionen handlede kun om, at vi hver især ville vinde retten til at definere, hvad den rette tolkning var. Det endte som sagt i en erkendelse af, at vi ikke kunne finde ud af at rumme hinandens forskellige måder at være kærester på.

Det er drænende at være i et forhold, hvor der ikke er plads til forskellighed. Og det er enormt nemt at give sorteper videre og sige “Ja, hvis bare han/hun kunne acceptere forskellighed, så ville vi have det godt” – Det betyder dog ofte, at man ikke selv er i stand til at rumme forskelligheden og selv søger efter at der er en rigtig og en forkert måde at være sammen på. Det er det samme, som når folk siger “jeg tror ikke på gud, og andre må da tro på hvad de vil, men hvis de tror på Islam/Jesus osv, er det fordi de er hjernevaskede.” Det fører som regel ikke meget godt med sig, og diskussionerne betyder, at der ikke kommer forandring i forholdet, men at man igennem sin måde at holde fast i sit eget på, også sørger for at bevare status quo i relationen, og istedet for at nærme sig hinanden, bevarer afstanden.

Fra Status Quo til Afslutning

Hvis vi er endt i en ond cirkel, hvor vi konstant føler, at vi skal forsvare os, sker der det, at vi også ofte ender med at se ukærligt på den anden. Hvis den ukærlighed bliver til afsky og irritation, er der ikke meget at bygge på, og det er desværre sådan, at medmindre vi formår at få øjnene op og erkende at vi er endt i en ond cirkel og har behov for hjælp, så er risikoen for at vi går fra hinanden nu eller henad vejen meget stor. Kærlighed kan ikke vokse imellem to mennesker, der føler afsky for hinanden.

“Jamen, det er forbandet svært at forstå ham/hende når han/hun sårer mig”

Ja, gu er det svært. Det er megasvært. Det er noget af det sværeste i et forhold at sætte sine følelser til side og prøve at se verden ud fra den andens øjne. Men det er det værd, hvis vi gerne vil bevare vores forhold. Vi kommer alle med hver vores unikke historie, og den gør at vi ser verden på en måde, der giver mening for os. Vi synes måden vi tænker på er logisk og rigtig (det er noget folk, der har fået børn og pludselig skal opdrage i fællesskab opdager, når de skal finde ud af om baby skal græde sig i søvn eller holdes om). Det er svært for os at sætte os ind i, at den anden kan have en anden måde at tænke og skabe mening på, men ikke desto mindre er det heri, vi skal finde kimen til at komme ud af “vinder-taber” dynamikken. Hvis jeg havde rummet at hans oplevelse af min jalousi gjorde ham utryg, kunne jeg måske se mere kærligt på ham og række ud mod ham på en mere kærlig måde, og istedet fokusere på, hvordan jeg udtrykte min tvivl på hans kærlighed. Han kunne have mødt mig med en forståelse af, at det må være svært at opleve mig ekskluderet, fordi jeg ikke følte mig prioriteret og “god nok” til at være hans kæreste overfor hele verden, inklusiv hans eks. Måske kunne vi have haft tillid til hinanden og vores kærlighed, hvis vi havde formået at  gå mere ind i hinandens historie og forholde os interesserede i hinandens meningsskabelse istedet for at holde fast i hver vores opfattelse. Kærestesorgen bagefter kan blive en sen lektie i netop det. For andre flytter nissen blot med, fordi man i det næste forhold heller ikke rummer den nyes forskellighed.

The Winner Takes it All – really?

Det ærgerligste i alt dette, er naturligvis, at der i sidste ende ikke er nogen vinder… Kun to tabere.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s