“This Too Shall Pass”

Hun var på vej på arbejde, efter at have været i bogbutikken på KUA. Hun skulle starte på sine tilvalgsfag dagen efter, og havde et ret stramt program for den kommende uge: arbejde, studie, middagsaftaler og en tur til Berlin i slutningen af ugen. Hun cyklede på Islands Brygge sammen med en veninde, da en lastbil pludselig…

Nogle gange rammer livets uforudsigelighed os lige i hovedet. Vi nulrer omkring i vores verdener og tror at vores mønstre og vaner stabiliserer livet. Og så: Bang. Ligger vi der, på vejen, i sengen, i bussen eller hvor det nu sker, og pludselig er vores verden forandret. For altid.

At definere en traumatisk oplevelse objektivt, vil være det samme som at sige, at alle mennesker er ens. Sådan er det ikke. Hvad der er en traumatisk oplevelse for mig, behøver ikke være det for dig – og omvendt. Det vil med andre ord sige at traumet er en personlig oplevelse.

Men ens for os alle er at traumet indebærer en trussel på livets selvfølgelighed. Det kan sammenlignes med et jordskælv: Vi lever med en oplevelse af, at jorden, som er vores eneste sted at eksistere, er stabil. Den skal ikke bevæge sig, og når den så pludselig ryster, mister vi en grundlæggende tryghed, fordi vores forestilling og tillid til at jorden er ubevægelig, rystes, so to speak.

Hvad vi gør med denne traumatiske oplevelse, er også individuelt. Nogle sidder fast i angst og depression. De udvikler en massiv mistillid til verden og isolerer sig. Frygten for igen at blive rystet, gør at de ikke kommer af med den første rystelse. Andre bruger traumet til personlig udvikling. De får en oplevelse af, at livet skal leves. LEVES. De heler og omprioriterer. De ryster posen og tager hver enkelt ting op til revision. De stiller spørgsmål til hvordan de vil leve deres liv.

Forskellen mellem de to måder at reagere på, hænger sammen med troen på eget-ansvaret. De, som trækker sig og fyldes med angst, har svært ved at se, at selvom de ikke har kontrol med ydre omstændigheder, har de stadig ansvaret for deres liv, og hvordan de vil leve det. Nogle gange kan det være sådan de har levet før og derfor ikke har oplevet hvor meget de selv kan. Nogle gange sker det, at de ikke vil tage ansvaret tilbage, fordi de er blevet så forskrækkede over manglen på kontrol, at de ikke tør. Det er en smertefuld måde at være i livet på, og det er vigtigt, hvis man er der, at man tager bare ét aktivt skridt i retning af heling. Det kan gøre forskellen på at overleve og leve.

Jeg har selv haft en traumatisk oplevelse inde på livet for ganske nylig, med billeder, der passerer forbi nethinden i utide. Jeg har overlevet den sidste tid ved at holde mig beskæftiget. Ved at arbejde til bristepunktet. Ved at abstrahere, og ved at være der for hende, der virkelig har brug for det.

Lige indtil det ikke giver mening længere. For det handler i bund og grund om at komme meningsløsheden til livs og skabe mening. Ikke nødvendigvis med den traumatiske oplevelse, men med det, den sætter fokus på i livet. Vi er nødt til at finde noget, vi kan læne os op ad – finde en mening. Et mantra, om du vil.

For mig er det “This Too Shall Pass” for det minder mig om bevægeligheden i livet. At intet er statisk. At der altid altid altid, er noget, der er i bevægelse. Vi skal bare huske at se det, når eksistensen er truet.

Og så skal vi huske at fortælle vores kære, at vi elsker dem.

Har du brug for hjælp? Kontakt mig til en snak på 31 662 993.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s