Forandringens Paradoks; og et par ord om ansvar

Jeg oplever ofte at sidde med mennesker i terapi, der gerne vil have en facitliste. De vil gerne have, at jeg fortæller dem, hvad og hvordan de skal handle for at få det bedre. Og helst så hurtigt som muligt. De tror at jeg sidder inde med de vise sten og det gyldne svar, fordi jeg er psykoterapeut. Sådan er det jo desværre ikke. Og de bliver skuffede når jeg siger, at jeg ikke kender deres svar, når jeg siger, at jeg ikke har en magisk kugle, en opskrift eller en snydeliste, de lige kan få. De fleste kan godt forstå det rent mentalt, men følelsesmæssigt mærker de skuffelsen over at det er sådan, for hvad skal der så til, for at de får det bedre?

Som jeg skrev i Forandringens Paradoks handler det om at blive mødt og rummet med alt hvad man er, for derigennem at opleve en forandring i måden man møder sig selv og verden.

I den sammenhæng er det selvfølgelig relevant at tale om ansvar.

Der er ikke megen tvivl om, at de fleste, der i dag har noget med menneskelig udvikling at gøre, sætter ”ansvar” højt på listen over egenskaber, der er nødvendige at have, for at man skaber et liv, der afspejler det indre ønske om et godt liv; Ansvar er med andre ord vejen frem.

Men hvad betyder det egentligt, det ord, der bliver slynget til højre og venstre, så man må kaste sig på gulvet for ikke at blive torpederet af det fra alle sider?

Helt ligetil kan vi jo starte med at slå det op i en ordbog og finde noget i stil med at stå til regnskab overfor eller forpligte sig til, og det er jo netop her, det begynder at blive interessant, for hvad er det vi skal stå til regnskab overfor, eller forpligte os til, når vi taler om det gode liv? Det er naturligvis os selv. Så langt så godt. Og alligevel. Når vi står i skidt op til halsen kan det være rigtig svært at møde os selv, at tage ansvar for alt det vi rummer og rumme alt det vi føler. Det er nemmere at kaste skylden for det svære over på andre. Det er nemmere at give de andre ansvaret for at man har det svært i sit liv. Det kan for eksempel være den fraskilte mand, der holder op med at engagere sig i sit netværk og i stedet bebrejder sin ekskone at han er isoleret og ensom. Eller den uimødekommende kvinde, der ikke får jobbet som firmaets ansigt udadtil, og i stedet anklager firmaet for at være chauvinistisk.

Det, der umiddelbart ser nemmere ud, viser sig ofte at være det, der bliver et Sisyfosarbejde i længden, fordi man sidder ubehjælpsomt fast, når man ikke tager ansvar for sit eget liv; hvordan skal man få det bedre, hvis man lægger sin lykke i hænderne på et andet menneske? Man får i stedet gjort sig afhængig og uansvarlig. Og man låser sig fast uden mulighed for at skabe sin egen forandring.

På den anden hånd, kan alt det med at tage ansvar også gå hen og blive fordrejet, så man forveksler det at tage ansvar for sig selv med at være hensynsløs overfor andre. Et eksempel herpå, er den sårede kvinde, der udtrykker foragt mod alle mænd i hele verden baseret på hendes personlige historie. Når man forsøger at gøre hende opmærksom på hendes grove og krænkende generalisering, svarer hun med et: ”Jamen det er min holdning, den må du bare acceptere” Hun tror måske hun tager ansvar for sit liv, men hun er hverken blevet lykkeligere eller mindre uafhængig end vedkommende, der bare er direkte uvillig til at tage ansvar, for hun er ikke i stand til at sætte sig selv fri i forhold til hendes sårede historie, der indirekte gør hende til offer (”Alle mænd er nogle idioter/Man kan ikke stole på mænd” = alle kvinder (inkl. hende) er ofre for mænds måde at behandle kvinder på). Hun ville jo givetvis ikke have den holdning, hvis hun var i et kærlighedsfyldt forhold til en mand. På den måde er hendes historie blevet den måde, hun undgår sit ansvar på.

Så for at gøre en lang historie lidt kortere: Ansvar handler om, at jeg bevarer min integritet og samtidig finder en balance i mit samarbejde med min omverden. Jeg eksisterer ikke i mit eget lille univers, så der er hensyn der skal tages. Jeg må reflektere over mine holdninger og handlinger, og vurdere om den måde jeg er på, er gavnlig for mig i mit liv, med de værdier der er vigtige for mig. Og det betyder så, at der nogle gange er situationer, hvor jeg ikke synes mine følelser eller handlinger er særligt ”pæne”, men det er kun i erkendelsen af, at jeg ikke altid handler ”pænt”, at jeg kan tage ansvar for, at det også er en del af mig, og på den måde sætte mig fri til at gøre noget andet. Hvis det altså var pænheden jeg satte højt på værdilisten.

Sidder du fast i uhensigtsmæssige mønstre, så kan jeg hjælpe dig. Læs mere på www.christinacopty.dk eller ring på 31 662 993.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Forandringens Paradoks; og et par ord om ansvar

  1. bufferbloggen siger:

    Hej…Sikke en masse interessante betragtninger på livet..Jeg er netop selv begyndt at blogge om terapi og alt hvad der dertil hører, så jeg vil blive glad hvis du har lyst til at følge mig:-) Mh Anna

  2. Kære Anna,
    Mange tak. Jeg følger din blog og glædes over at blive inspireret 🙂

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s