Skilsmissefest

 

Vi er gode til at markere begivenheder i vores liv, der er forbundet med et skift, som f.eks. barnedåb, fødselsdage, konfirmation, skoleafslutninger, ægteskab og dødsfald. Men når det kommer til skilsmisser, er der ikke meget markering at finde, og derfor bliver jeg ofte mødt med forundring og et “fuck, hvor er du sej”, når jeg fortæller at jeg holdt en skilsmissefest for mig selv, da jeg fik min skilsmissebevilling. 

Det handlede ikke om, at jeg var lettet over at være blevet skilt, eller var færdig med at bearbejde tabet eller alle de andre følelser, der var forbundet med min skilsmisse. Det handlede ikke om at jeg var trodsig og ville vise min eksmand, at jeg havde det superduper og skøjtede nonchalant videre – det ville forøvrigt også have været ret dumt, for han kendte mig jo faktisk ret godt dengang, og ville nok have gennemskuet at det var spil for galleriet. Det handlede heller ikke om at modtage “fuck, hvor er du sej” tilkendegivelserne. Det handlede om, at jeg havde brug for at markere min egen overgang fra gift til single i et ritual med vidner omkring mig. 

Jeg fandt et passende stort sted, lejede det og begyndte at sende invitationer ud (og nej, min eks var naturligvis ikke inviteret med, for jeg forestillede mig at det havde såret ham unødigt). Jeg bestilte fingermad og andre snacks, hyrede en DJ og en superdygtig dansegruppe, en stand up komiker, der skulle tale om skilsmisse og parforhold, og jeg købte mig til noget fri bar. Jeg brugte en pæn slat penge på arrangementet, for jeg besluttede mig for, at det skulle markeres ordentligt, så jeg ikke lige gik hen og glemte at jeg faktisk havde markeret det. 

Der var en del, der meldte afbud fordi de havde svært ved at forstå, hvad det egentlig gik ud på, og hvor vigtigt det var for mig. Men der var også mange der forstod konceptet og vi endte med at være omkring tres mennesker, der havde et brag af en aften. Der var selvfølgelig mere fest end gravøl over det, og det var dejligt at være omgivet af venner, der nu bevidnede at jeg tog et aktivt skridt væk fra min identitet som hustru til dugfrisk single. 

Når jeg i dag tænker tilbage på tiden omkring min skilsmisse, ser jeg alt det mørke, svære og tunge jeg gik igennem, men midt i alt det træder en særlig regnvejrsaften i efteråret 2006 tydeligt frem som en solstråle fyldt med glæde, håb og gå-på-mod – og det er netop denne solstråle, min skilsmissefest, som gjorde at jeg både fik markeret begivenheden og sat mig selv tilbage på landkortet som spræl-levende blandt mine venner, der for manges vedkommende havde haft svært ved at komme i kontakt med mig i de mørke timer, hvor jeg var opslugt af sorg. 

Selvfølgelig forsvandt alt det svære ikke som dug for solen, og selvfølgelig lå der stadig et kæmpemæssigt personligt arbejde, der ikke lige ordnede sig selv. Faktisk var det tiden lige efter, der var allersværest for mig, for kort tid efter måtte jeg indlægges og brændes i hjertet, fordi det var knust og ikke længere kunne finde ud af slå som det skulle. Så det er vigtigt for mig at sige, at det ikke var en forunderlig magisk opskrift, der udviskede det svære, og det gjorde ikke hverdagen lettere på samme måde som nescafe gør. Men det gjorde alligevel så stor en forskel for mig, både retrospektivt, men også under forberedelserne, hvor jeg skulle tænke koncept, gæsteliste, mad og udsmykning igennem, at jeg synes det var det hele værd. 

Så anbefaler jeg det? Ja, det kan du lige tro jeg gør. Jeg vil simpelthen slå et slag på tasken for at skilsmissefester bliver ligeså almindelige som skilsmisser er. Og jeg synes at vi alle bør støtte op om dem og gøre, hvad vi kan for at opfordre vores kære til holde dem, selvom de ikke lige kan overskue det; for hvis der er tidspunkter, vi har brug for hinanden, så er det i de svære krisesituationer, hvor vi føler os mest alene og sårbare. Og er der tidspunkter, hvor vi har mest brug for et grin og noget glæde, så er det når vi er i dyb krise. Og det er der ingen tvivl om, at en skilsmisse er. 

God fest,Christina

– se hvordan jeg kan hjælpe dig igennem din skilsmisse på www.skilsmisseterapi.dk eller andre kriser på www.christinacopty.dk

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Skilsmissefest

  1. fru Z siger:

    Det lyder som den sejeste, cooleste & mest overskudsagtige fest. Men nok lige optimistisk nok at tro på, at det er den rette løsning for alle. Ville dog ønske at min mor havde haft bare en lille bitte smule optimisme i behold, dengang min far skred med en anden. Hun gik helt i stykker. Gav vel i virkeligheden min far alt for meget magt over hendes liv. Om det var et godt et. Om det kunne blive ved med at være det. Kan være noget generationsrelateret. Men er den slags ikke blevet bedre? Det her med at tage ansvar for eget liv, og ikke lægge det i hænderne på kæresten/ægtefællen – både i og uden for parforhold?

    • Kære Fru Z –

      Allerførst: Tak fordi du deler.

      Jeg bliver meget berørt over din kommentar fordi det lyder som om det var svært at stå på sidelinien og se din mor gå helt i stykker, imens du kunne se, at det handlede om at hun lagde ansvaret for sit liv over i din fars hænder, så hun ikke selv behøvede at tage det.
      Jeg tror ikke det med ansvar er generationsbestemt på den måde, for jeg oplevede selv at skulle igennem en meget svær sorgperiode, hvor jeg også skulle filtre mig ud af min eksmands liv og lære at tage ansvar for mig i stedet for at gøre mig til offer for ham/livet/skæbnen/timingen osv. Jeg tror mere det handler om, at vi i dag er opmærksomme på, at der er noget, der hedder ansvar, og at det kan være vejen ud af et morads, men det kræver dog lige at vi lærer hvad det vil sige…

  2. Kimbiakat siger:

    Hørt hørt! Og samtidig det modigste jeg længe har hørt. Ville ønske, at jeg selv havde tænkt på det, dengang jeg havde været i Statsamtet – med advokater OG advokatfuldmægtig – og gik direkte til julefrokost på arbejdet. Kan lige så godt indrømme, at jeg har været til bedre fester. Jeg var sgu ikke lige i stødet. Men hvis jeg selv havde været parat til den symbolske markering af overgangen, ville det måske have fungeret.
    Ved dog ikke helt, hvordan mine børn ville have reageret på, at mor holdt fest, fordi hun var blevet separeret fra far? :-/

  3. Kære Kimbiakat.
    Øv. Det lyder som en noget kedelig julefrokost. Og ja, selv om jeg ikke var igennem min sorgperiode, var jeg dog parat til at markere min skilsmisse, og det er selvfølgelig nødvendigt for at det bliver en ordentlig markering – ellers havde det nok været mere gravøl end festligt….

    God pointe mht. børn – Min egen datter var ikke så gammel på det tidspunkt, så jeg slap for overvejelsen. Alligevel har jeg det sådan, at jeg står inde for min skilsmissefest, og skulle hun en dag spørge mig om den, vil jeg fortælle hende, at det var noget jeg gjorde for mig, og ikke imod ham…. og heldigvis har min eks og jeg så godt et forhold til hinanden, at hun givetvis vil forstå det.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s