Kan du sige helhjertet “Ja” igen?

Jeg har været på sommerferie i Barcelona og Jerusalem i år. Jeg var i Barcelona med min skønne kusine, og i Jerusalem og besøge min familie med først en veninde og senere en ven. Det har været sjovt, intenst og spændende.  

Det har også været sommeren, hvor min eksmand er blevet gift med sin udkårne. Det har sat gang i tanker omkring det “ja”, der skal til for at træde ind i et nyt forhold med intentionen om forpligtelse, og hvordan det kan være, at nogen har nemmere ved det end andre, når man har brændt sig og sidder tilbage med forkullet hjerte, der lige skal have et par ture eller tyve med stød fra en defilibrator for at slå normalt uden arytmi og tachycardia. Det er ikke helt nemt. Skulle jeg hilse og sige.

 Skilsmisse

Jeg har en veninde hvis far siger, at når mænd og kvinder bliver skilt, finder kvinder sig selv, imens mænd finder en ny. Måske er der noget om snakken, fordi mænd generelt er bedre til at handle sig ud af situationer end kvinder, der bruger tid på at reflektere over hvad der skete, og kan have en tendens til at dvæle i savnet istedet for at komme ud over stepperne. Det er selvfølgelig ikke sådan, at den ene måde er bedre eller værre end den anden, medmindre vi sidder fast i en kronisk gentagelse og er uopmærksomme på, at vi har sat autopiloten til og cruiser rundt og rundt i den samme rundkørsel – det gælder både ift. det ukonstruktive savn og jagten på en ny.

Jeg selv blev skilt for fem år siden, og jeg brugte oceaner af tid og terapi på at bearbejde de mange sider af tabet, som skilsmissen satte igang hos mig, for at komme ud på den anden side af oplevelsen med en større forståelse for, hvem jeg er, og hvad der er mine svage og stærke sider i samspil med mennesker, der betyder noget for mig. De fleste der har været igennem en skilsmisse skriver gerne under på, at livet bliver delt op i en pre- og postskilsmisse, fordi det er så voldsom en oplevelse. Faktisk er det sådan at skilsmisse rangerer på en anden plads i den anerkendte Holmes-Rahe stress skala (med dødsfald af ægtefælle rangerende som nr. 1 og dødsfald af andre familiemedlemmer på en femte plads) og det er derfor ganske forståeligt at nogen af os har svært ved at tage springet ud i et nyt forsøg på parforhold, for ikke at nævne ægteskab.

Alligevel er det sådan for mange, at de stadig håber og drømmer om at finde en ny partner at være sammen med, men der er noget indeni, der gør det svært at sige det der famøse “ja” uden sved på overlæben og nervøse tics ved øjet. Skilsmisser sætter gang i et virvar af følelser, der ikke altid er nemme at finde rundt i, fordi sorgen blander sig med vreden, og følelsen af fiasko blander sig med lettelsen og så videre, og når man er kommet igennem traumet og finder ro i sin nye identitet, møder man måske en ny, og så er det, at man virkelig finder ud af, hvor langt i sin proces man er nået.

Det 2. “Ja”

 Når vi forelsker os efter en skilsmisse, er der ofte mange følelser der kommer i spil, og det er netop disse følelser, der er markørere for, hvordan vi har bearbejdet vores skilsmisse. Nogle sidder fast i offer-rollen og har svært ved ikke at føle sig forurettet over bagateller, der pre-skilsmisse ikke ville have været et emne til irritation. Andre trækker sig fra nærheden, fordi frygten for at blive såret igen, stadig sidder i kroppen. Nogle oplever savnet til eksen dukke op igen og de forsøger at ændre den nye kæreste til at passe ind i eksens sko. Andre, som min eksmand, evner at komme igennem krisen og opleve kærligheden på ny med åbenhed og tillid til, at deres måde at relatere til hinanden på, er anderledes, og bedre, end det tidligere. Og det er herfra man formår at sige helhjertet “ja” for anden gang, og det er her, jeg bliver berørt og glad for, at vi som mennesker kan komme igennem så svær en prøvelse som skilsmisse er, og igen opleve den dybe følelse af samhørighed, der gør at vi tør tage springet og forpligte os til et andet menneske igen.

Første gang vi gifter os, er vi ofte forført af drømme om evig lykke – vores “ja” er baseret på tro, håb – og uvidenhed! Det andet “ja”, hvis man oplever det, er baseret på den erfaring man har med sig fra sit første ægteskab. Hvis man har formået at komme igennem skilsmissen uden at falde i en kronisk offerrolle eller nogle af de andre roller, man kan påtage sig, er der plads til en ny selverkendelse, der gør at man går ind i andet “ja” med målrettet vilje og en dybfølt viden om, at et ægteskab kræver nærvær, omsorg og næring. Det er i det andet “ja”, vi ofte lærer at tage ansvar for vores andel af forholdet, så vi kan være i relationen på en måde, der er frugtbar og kærlighedsfuld; hvor vi har lært, at det ikke er partneren, der skaber vores lykke, men at vi selv er ansvarlige for at vælge en lykkelig måde at være i relation på.

Afslutningsvis vil jeg ønske min eks og hans hustru, og alle I andre, der har sagt “ja” for anden gang, et liv fyldt med nærvær, kærlighed og masser af tid til at skabe skønne minder sammen.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s