Togture, Trekanter og Angst

I weekenden tog jeg toget fra København til det nordjyske. Overfor min plads sad en kvinde, som ikke kunne forstå, at der på panelet over hendes plads stod “Odense – Århus” i stedet for “København – Århus” sådan som hun havde bestilt plads til. Hun satte sig dog til rette og samlede sin opmærksomhed om en bog. En times tid senere ankom vi til Odense, hvor en mor med to yngre døtre, en pige, Laura, på cirka fem og Kathrine på omkring ti år, stod på og skulle have de tre pladser omkring mig, inklusiv den, hvor kvinden fra København sad. Der opstod lidt postyr indtil konduktøren opklarede miseren: kvinden fra København havde bestilt og købt sin billet på nettet, og havde lavet en fejl med datoen, hvilket ville sige, at hun faktisk ikke havde pladsen til netop denne dag. Konduktøren gjorde ikke andet end at opklare sagen, før han atter forsvandt. Kvinden overfor mig rejste sig ikke for at afgive pladsen, som ikke var hendes. I stedet rykkede hun længere hen mod vinduet, og inviterede moderen og Laura til at sidde ved siden af sig på den halvanden plads, der således var tilbage. Den lille pige ville ikke sidde ved siden af “den fremmede dame”, og moderen, der ikke formåede at kræve sin ret, men tydeligt var irriteret, satte sig demonstrativt i midten med nakkestøtten boret ind i baghovedet og lod så sin galde flyde ud over sine børn med kommanderende og giftige bemærkninger

“Stil din computer op på bordet” til Kathrine, der satte sig ved siden af mig og var i gang med at ordne sine tasker under bordet,

“Stil den så op på bordet, hvor svært ka’ det være?”

“Ja ja mor, jeg er i gang”

Moderen stillede i mellemtiden en madpakke på bordet, så da datteren var klar til at stille computeren op på bordet, fik hun nu i stedet følgende bemærkning med på vejen

“Ej, se dig nu lige for, du er sgu så irriterende, fjern nu lige den computer, har du ikke øjne i hovedet?”

Pigen krøb sammen og tog computeren ned på skødet. Hun så ydmyget og grædeklar ud.

Det fortsatte indtil Københavnerkvinden omkring Vejle gjorde anstrøg til at rejse sig og finde et andet sted at sidde fordi den dårlige stemning givetvis ikke var tabt på hende, hvortil moderen endnu engang ikke formåede at udtrykke sig klart overfor den fremmede, og i stedet sagde til hende, at det da ikke gjorde noget. Københavnerkvinden, der måske manglede evnen til at aflæse kropssprog eller forstå falsk beskedenhed, lænede sig tilbage og lignede katten, der havde slikket fløden, imens moderen overtalte Laura til at sætte sig i midten. Derefter faldt der ro over gemakkerne med den ældste datter, der forsøgte at tilfredsstille sin mor ved at tale hende efter munden, og lille Laura, der faldt til ro med et par dukker og en selvlavet sang om Prinsessen Laura og Prinsen Gustav.

Denne episode var ubehagelig at være vidne til, fordi børnene kom så voldsomt i klemme pga. morens manglende evne til at udtrykke sig klart overfor en fremmed. Hun havde ikke meget selvstøtte, og hendes angst håndterede hun i stedet ved at kontrollere sine børn og lade sin frustration over den uretfærdighed hun var offer for, blive til uretfærdig frustration rettet mod sine børn: De nemme og tilgivende mål for en trængt kvinde. Episoden var dog også et fremragende eksempel på en trekant: Temaet for denne uges blog-indlæg.

Trekanter eksisterer på mange forskellige planer når der er tale om relationer. Hvad enten vi taler om forholdet til en kollega eller i vores parforhold, er der ofte en tredje part, der bliver del af relationen; det kan være din svigermor, der blander sig alting, det kan være en elsker du har ved siden af dit forhold, det kan være en søster, der bedrevidende fortæller dig, hvordan jeres forældre har det og som i eksemplet ovenfor, dine børn, der skal sluge brodden fra din angst.

Det fælles for alle trekanter er, at de fungerer som en form for lynafledere for angst.

Hvis forholdet til din kone eller mand er svært og du føler dig uelsket, ikke taget vare på og til en vis grad føler at forholdet er tomt, kan det være svært at gå ind i en dialog med tiltro til forandring, fordi angsten for at blive afvist er stor, og følelsen af, at ”det hjælper jo ikke noget alligevel, sådan har det altid været” beskytter mod skuffelse og mod den stillingtagen du så vil stå overfor.

Fordi det kan være så voldsomme eksistentielle konsekvenser at vise sig helt nøgen, bliver det en forsvarsstrategi at involvere en tredje part. Det kan være du fokuserer mere på hvordan børnene opfører sig, om der er problemer med dem, om din partner nu gør det rigtige i forhold til dem. Det kan også være du indleder en affære, fordi det føles rart at blive set, rørt og begæret. Måske begynder du at få konflikter med en kollega eller din søster, alt imens din partner går “fri” og I bevarer illusionen om en relation.

Det er kendetegnende for trekanten, at der er drama forbundet med den, så hvis du kigger dig omkring i dine relationer og du får øje på drama, kan du være sikker på, at der er en trekant, og dermed noget angst, der ikke bliver anerkendt.

Hvad er der at gøre ved det? Umiddelbart lyder det jo ret indlysende, at vi da bare skal tale om det, der skaber angst, men hvis det var så simpelt, ville trekanter ikke opstå. Det er vigtigt, når vi taler om angst, at vi går langsomt og velforberedte til værks. Vi skal se på måden vi opretholder trekanten på, vi skal undersøge, hvilken rolle vi selv spiller i trekanten og så skal vi se, hvad det er ved den, der gavner os, for deri ligger svaret på angsten.

Når vi opdager angsten og sætter nogle ord på, hvad det er vi er bange for (f. eks. ikke at slå til, ikke at være god nok, at blive afvist, at være uelsket), kan vi gå dybere ind i følelsen istedet for at være i lagene ovenover, hvor angsten og fastlåstheden er. Det kræver mod at se på de sider, som vi ofte, misvisende, betegner som svage; At anerkende, at vi også har følelser og selvbilleder, der ikke stemmer overens med det, vi gerne vil fremstå som; At vi også kan blive ramt af usikkerhed og frygt for afvisning, hvis vi viser hvem vi er. Ved at gå ind i os selv istedet for at lægge drama ud i verden opnår vi en større selvindsigt og, over tid, mere ro i vores sociale relationer.

Så hvis vi vender blikket tilbage på trekanten i toget, ville den slet ikke opstå, hvis moderen ikke var angst for at stille sig til skue, være forkert, eller blot stå ved sin ret. så ville hun have sagt til københavnerkvinden at det vel nok var ærgeligt, men pladserne var hendes idag, så “vær venlig at flytte dig”. Børnene var på den måde ikke blevet inddraget i trekanten som ofre for fornedrende bemærkninger, og istedet kunne de have haft en rar togtur som familie. Noget jeg i hvert fald ville have foretrukket…

Hvad tænker du om trekanter? Kender du dem fra dit eget liv? Du er velkommen til at komme med dit besyv herunder.

Reklamer

Om Christina Copty

psykoterapeut
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Hvad synes du? Skriv gerne en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s