Kender du til at føle dig ensom, selvom du sidder i et menneskefyldt lokale? Selvom du taler med din kæreste? Selvom dine børn rykker i dig hvert tredie minut og vil have din opmærksomhed? Hvis du kender det, er du ikke den eneste.
Jeg har en kvinde i terapi, som føler sig ensom ligegyldigt hvor hun er, og for ikke at blive konfronteret med den svære følelse, isolerer hun sig mere og mere efter rationalet om, at i isolationen er hun jo alene og mærker ikke sin ensomhed på samme måde. På en måde giver det god mening, men hun får ikke det hun gerne vil på den måde, hun undgår blot at mærke den stikkende smerte i sin ensomhed.
Hun lever som så mange andre af os med et godt job, en kæreste og to børn. Hun er intelligent og har et socialt netværk, hvor der ofte foregår ting, som hun er inviteret med til. Udefra ser det hele fint og godt ud.
Ensomheden handler altså ikke om, hvor fyldt en kalender vi har, hvis fyldet føles som støj og ikke giver næring. Ensomheden handler om, at man ikke får tilgodeset sit behov for kontakt, og det er der rigtig mange mennesker der ikke gør, fordi de ikke selv ved, hvordan de skal være i åben kontakt. Mange bremser den ærlige og åbne snak af sig selv, for “man vil ikke være til besvær”, eller “man vil jo ikke virke som en, der ikke kan finde ud af livet.” Når vi trækker os på den måde og ikke tør stå ved vores behov for kontakt, men godt kan mærke at der mangler noget, opstår der et tomrum, der bliver til ensomhed.
Ensomheden er en voldsom følelse, men den er også en fantastisk indretning i os, der skaber opmærksomhed på, at der er noget i vores liv, der ikke er, som det skal være, for at vi kan leve godt. Den er et vigtigt signal om, at vi ikke er i kontakt, og hvis vi ikke kan finde ud af det, kan det være livsvigtigt at få ordentlig hjælp til at mærke, hvor det er vi blokerer, så vi kan få de relationer, vi gerne vil.
Med ønsket om en kontaktfuld april,
Christina
Copty's Blog 