For en rum tid siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg lagde op til at forskellighed ikke er en trussel mod samhørighed, men at det derimod er et spørgsmål om, hvor rummelige vi kan være overfor vores partner, hvis han/hun er meget anderledes end os.
Det er en holdning jeg stadig står inde for, men jeg vil dog alligevel gerne knytte et par kommentarer til det, fordi jeg kan se, at der er en tendens blandt en del af mine, især kvindelige, klienter til at føle at DE skal forandre sig, når de finder ud af at de ikke har magten til at forandre PARTNEREN.
Hvem har ret?
En af mine venner – ham jeg nævnte i sidste uges indlæg – har i en periode på et par år set en kvinde, som han er meget glad for. Han insisterer dog samtidig på at være noget for sin eks (som sidste uges indlæg også vidner om), og vil ikke diskutere eksens plads i sit liv med den kvinde han ser. De to kvinder har ikke mødt hinanden, og han tager ikke telefonen, når han er sammen med den ene og den anden ringer, og vice versa. Han går ikke i seng med eksen, men hun er dog den, der kommer på besøg når hans familie er der – det gør kvinden han ser ikke, og det var ham eksen ringede til og sov hos, efter overgrebet (se sidste uges indlæg).
Det er givetvis unødvendigt at sige, at kvinden han ser, ikke er videre begejstret for den anordning, fordi hun ikke føler sig valgt til som nummer 1 – men derimod føler at hun deler førstepladsen med en eks, der får en del af hans dagligdag, hans ubetingede opbakning, en selvfølgelig plads i familien og en skulder, hun kan regne med, imens kvinden han ser får sex, en overnatning i ny og næ, når det passer med hans arbejde og en støtte, han fjerner det øjeblik hun tillader sig at kny et utilfredst ord om den måde, han har indrettet sig på med de to kvinder, for så går han bare fra hende til hun kommer undskyldende tilbage.
Og han har et argument. Når jeg spørger ham, om ikke han kan forstå at den “nye” kvinde føler sig truet af hans vedvarende tætte relation til sin eks, svarer han, at hvad han laver med sin eks ikke fratager den “nye” noget. Og det lyder da meget fornuftigt – hvis vi taler om en arbejdsfordeling, hvor der er nogle opgaver der skal ordnes – og ikke et parforhold, hvor den ene forståeligt nok føler sig truet af eksen, hun ved befinder sig i kulissen, og som gør at hun ikke kan få tosomhed med ham, fordi han stiller det som betingelse, at hvis man skal være sammen med ham, skal man godtage at han kommer med eks-appendixen.
Så hvem har ret? Jeg har min holdning til det, men det hjælper ikke noget at gå i krig på det (hvilket hans historie med den “nye” kvinde vidner rigeligt om), for han vil ikke give sig på det punkt for hende, fordi han vil have ret til at have eksen i sit liv, og her bliver hans fastfrysning til et princip, der kommer i vejen for et fællesskab imellem ham og den kvinde han ser. På den anden side kan jeg også argumentere for, at hendes holdning til at han ikke skal have eksen så tæt inde på livet, også kan ses som værende fastfrossen i sin holdning.
Hvad er løsningen?
Løsningen er at de holder op med at bekrige hinandens fastfrysninger: Han kan ikke argumentere eller fjerne kvindens følelse af ikke at være prioriteret, uden at han skal gøre noget i sit eget liv for at skabe noget, der kan give hende trygheden sammen med ham – med andre ord, at han ikke nødvendigvis holder sig helt fra kontakt med eksen, men at han alligevel får hende skubbet et par led ud, så hun ikke længere er en primær tilknytning for ham.
Hvis han ikke vil det – hvilket intet tyder på at han vil – har hun et valg tilbage, for hun kan ikke blive ved med at diskutere med ham, forklare sig, eller blive ved med at vende tilbage til ham, for hun går mere og mere på kompromis med sin længsel efter samhørighed og tosomhed på dén måde, hun har behov for, for at føle tryghed.
Valget
De har begge et valg – og det er at de må forholde sig til, hvad de vil hver især, og det kræver at de stiller sig selv nogle spørgsmål. For hans vedkommende, kunne de se sådan ud:
- Er eksen vigtigere end min mulighed for at opbygge et nyt, nært kærlighedsforhold til hende jeg ser?
- Er jeg ikke rigtigt forelsket i den kvinde jeg ser, siden jeg insisterer på at bevare min eks inde i billedet på denne måde, som jeg ved sårer kvinden?
- Er det et spørgsmål om princip – Er jeg bange for at det bare er begyndelsen på et fængsel? Og er det noget, jeg eventuelt kan undersøge noget mere, før jeg fryser mig så fast?
- Er det en måde at holde mig ude af et seriøst forhold på?
- Er jeg bange for at skuffe min eks? Og hvad betyder det for resten af mit liv og min lykke?
- Kæmper jeg mod hende, fordi jeg ikke vil have at hun skal bestemme?
For hende:
- Kan jeg leve med at han bliver ved med at se hende?
- Hvad er det der truer mig ved det?
- Hvad vil jeg gerne have i et parforhold?
- Hvad føler jeg, når han insisterer på at bevare eksen så tæt på?
og sidst men ikke mindst:
- Vil jeg være sammen med en mand, der i den grad holder fast i noget, han ved sårer mig og bremser vores udvikling?
Så mine konkluderende ord er, at de må stoppe krigen og forklaringerne og argumenterne og forholde sig til dem selv hver især – er det overhovedet en kærlighedsrelation, der har et fundament at bygge noget på, når de ikke kan mødes på noget så basalt?
Det er barske ord til den nye uge – men nogle gange er man nødt til at stoppe op, og gøre op med sig selv, hvornår man har fået nok – og så handle sig ud af et fastfrosset morads, hvor man ikke kan få den anden til at forstå, hvordan man har det.
Kærlig hilsen
Christina Copty
