Jeg er optaget af kærlighedsforhold for tiden, fordi jeg synes det fylder min verden hvor jeg end vender mig: En veninde og hendes kæreste venter barn efter mange kriser og flere års forsøg, og nu er de superlykkelige. En anden veninde har et kæresteforhold til en gift mand. En tredje nyder at være blevet skilt for ganske nylig.
Der er mange måder at være i kæresteforhold på, hvor nogle naturligvis er bedre og mere nærende end andre. Og det er netop de “andre” jeg vil tale om i dag.
Jeg har, som de trofaste læsere ved, haft en farverig kærlighedshistorie, men der er dog nogle, der står mere frem end andre. Og nogle af dem, er de svære. Dem, hvor der ikke er reel glæde at finde, men tiltrækningen alligevel var som en intens ild, der løb i årene som et narkotikum, der gjorde at jeg vendte tilbage gang på gang på gang på gang på…get the picture?! Dengang vidste jeg ikke, hvad det præcis var, der skete, men jeg havde altid en fornemmelse af, at der var noget der ikke helt spillede som det skulle. Heldigvis har jeg en mor, der er i besiddelse af en fintunet radar, som hun gerne aflæser højt uden filter, og når hun sagde “Du virker ikke som dig selv mere, Christina, din glæde mangler”, så vidste jeg at det var tid til at stoppe op og kigge mit liv efter i sømmene; men, åh, selvom jeg vidste at det ikke var godt, og at jeg ikke var glad, havde jeg et romantisk håb et eller andet sted i mit hjerte, koblet med en selvdestruktiv side, der gjorde at jeg fandt mig i meget og selv har serveret ret mange ækelheder i ren og skær desperation, frustration og håbløshed over ikke at blive værdsat, forstået, elsket og rummet.
Men det skal jo ikke handle om mig altsammen, så…
Lyder det som meget at forlange at blive værdsat, forstået, elsket og rummet? Så kan det være, at du også er i et forhold, der ikke er godt nok for dig.
Det kan være svært at acceptere at den eneste vej nogle gange er exit. Det kan være svært at tro, at der findes noget andet derude, som er bedre for dig, og tanken om at skulle igang igen, være nærværende, have intimitet, være seksuel, åben og kærlig med en anden kan virke overvældende, uoverskuelig og for nogle, helt umulig. På et tidspunkt havde jeg en klient i terapi, som var i så åbenlyst et fornedrende og psykisk nedbrydende forhold til en mand, at det skreg til himlen om at blive afsluttet. Hun græd sig igennem flere sessioner fordi hun så gerne ville ud af sit forhold til ham, men ikke var i stand til at tage det endelige skridt, fordi han manipulerede hende, og fordi hun ikke havde noget at stå imod med. Tvivlen kom altid ham til gode, ikke hende. Og det er her, det første skridt kommer ind.
“Er du i tvivl, er der ingen tvivl”
Jeg husker denne sætning fra en reklamesøjle på Vesterport Station engang i 1995. På billedet var et par, hun klædt i brudekjole og han i tuxedo, hånd i hånd; Hun havde hovedet lidt på skrå og så på ham med noget, der lignede en smule skepsis. Det var en reklame med staying power, for den sætning rammer ind i noget essentielt, når det handler om valg og værdi. Og det er den sværeste, men vigtigste del af at komme videre, der findes. Hvis du oplever at være i tvivl, så stol på din tvivl. Hvis du tror at der mangler noget, så stol på din tvivl. Hvis du ikke føler dig værdsat nok, så stol på din tvivl. Hvis du ikke er sikker på at I har et fælles grundlag at bygge på, så stol på din tvivl. Hvis du oplever, at I skændes for meget, så stol på din tvivl. Hvis I går fra hinanden en gang om ugen/hver fjortende dag/hver måned osv. så er det rigtigt at der er noget, der ikke er som det skal være. Lad din tvivl komme DIG til gode. For den er et sundhedstegn, om at der er noget, der mangler i relationen for at du kan føle dig elsket og godt behandlet.
Skammer du dig?
Hvis du er nået dertil, hvor du kan mærke at du trækker dig tilbage fra samvær med venner, fordi du både har mistet din glæde, men også føler en vis frygt for at skulle ende i en situation, hvor du endnu engang skal fortælle, at din partner ikke kunne komme, [fordi der er sygdom i omløb/meget arbejde/en anden invitation der skulle ses til] fordi I er uvenner/er gået fra hinanden igen, og du synes det er pinligt eller skamfuldt, så er det endnu et tegn på, at der er noget, der ikke er som det skal være. Det kan også være, at du er meget åben omkring jeres gåen til og fra, men hvis du kan mærke, at du begynder at have svært ved at tage det alvorligt selv, og du begynder at trække på skuldrene eller smilebåndet, når du fortæller dine venner om det, så er der noget, der ikke er som det skal være. Det er ikke meningen at et forhold skal opbygges omkring skamfølelser! Ligegyldigt hvordan du vælger at kamouflere dem.
Er du egentlig glad?
Eller går du omkring og er en skygge af dig selv? Melder du dig på banen eller holder du dig tilbage? Er der en tristhed i dit liv? Eller gør du det modsatte og fylder livet op med formålsløse sammenkomster og events, så du ikke mærker din manglende glæde? Spørgsmålet er, om du synes det er godt nok. Synes du, at du skal leve et liv, hvor du ikke længere mærker rigtig glæde. Hvor du ikke giver dig selv mulighed for at mærke glæde. Hvor du kan mærke at dit hjerte er tynget af spekulationer, tunge tanker eller følelser af værdiløshed. Det er desværre et svært mønster at bryde, men det er muligt, hvis du er opmærksom, står ved dine oplevelser og sætter stikket til dine følelser.
Kan du skelne mellem at opleve og at føle?
Jeg har en klog kollega, der for nylig sagde til mig, at det er vigtigt at vi skelner mellem at føle og opleve. Det giver god mening: At føle, er noget, der er forbundet med vores limbiske system, og at opleve er en kobling mellem vores neocortex og fortolkningen, der sker igennem vores limbiske system og vores neocortex. I lægmandstermer betyder det, at vi skal stole på vores oplevelser og skelne. Hvis nogen manipulerer med os, er det en oplevelse, og følelsen, der er koblet til oplevelsen kan variere, alt efter hvem vi er, og hvordan vi skaber mening. For nogle er manipulationer kære og nuttede, for andre er de et incitament til raseri over oplevelsen af grænseoverskridelse. Det, der er vigtigt i denne sammenhæng, er at du ikke lader sig slå ud af hans/hendes manipulationer og evne til at gøre sig til offer, så du føler dig skyldig, for det er ofte følelsen af skyld, der gør sig gældende med tanker som “Jeg burde også være mere…”, “Måske skulle jeg ikke være så…..” osv. Og ja, der er selvfølgelig nogle måder at være i forhold på, der kalder mere på vækst end andre, men hvis du konstant får at vide, at det er dig, der gør noget forkert og ham/hende, der bare “reagerer”, så skal du holde dig denne skelnen for øje, for du oplever rent faktisk at blive nedgjort – det er ikke “bare” noget du føler.
Der er en vinder og en taber
Hvis du oplever, at der skal være en vinder og en taber i jeres diskussioner, er der ofte tale om manipulation. Det er en hårfin balance, som jeg kommer mere ind på i næste uge, men i denne uge vil jeg kort nævne, at hvis du føler dig gjort til syndebuk for det, der går skævt i din relation uden at der er mulighed for at blive hørt, så må du gøre op med dig selv om du overhovedet oplever den nærhed du har behov for, især når noget er svært.
Fortjener du bedre, eller er det her det bedste du kan få?
Det er så smertefuld en erkendelse at tro at du ikke er mere værd, at jeg ikke formår at få et blogindlæg til at dække sårbarheden og sorgen i det. Hvis jeg sad overfor dig, ville jeg lytte til dig og støtte dig i den smerte det er, at gå med en indre, ofte skamfuld, tro på, at dette er det. At der ikke er mere at stile efter. At livet ikke har det, du har behov for, fordi du ikke fortjener det. At du grundlæggende er forkert. Hvis du har det sådan, er det vigtigt at du ved, at det er en overbevisning, der kan forandres, og at der ikke findes nogen, der ikke er noget værd. Men der findes forældre, kærester og venner, der ikke kan værdsætte dig. Ser du forskellen? Det håber jeg.
Læg mærke til…
Jeg nævner ikke noget om definerende karakterer i dette indlæg, for det handler ikke om en facitliste. Der er selvfølgelig nogle træk, der er åbenlyse, såsom voldelig adfærd, udtrykte trusler osv. men der kan være mange andre, meget mere underspillede måder at være manipulerende og nedladende på, der gør det umuligt at sætte specifikke og målbare variabler op. Og det er her, din egen oplevelse kommer i spil; her, hvor din tvivl og alt det ovenstående er vigtigt. Din partner forandrer sig ikke. Du må gøre op med dig, om du synes det er godt nok for resten af dit liv. Eller om det minder mere om at overleve end at leve. Valget er i sidste ende dit. Hvis du fornemmer at det ikke er godt nok, men gerne vil have hjælp, så kontakt mig på 31 662 993 eller på terapi@christinacopty.dk, så giver jeg en gratis halv time til et møde.
Hej Christina,.
Jeg må sige, at dine ord om det, at være i et dårligt forhold, har sat tingene i perspektiv for mig. Jeg har alderen bag mig og ved det meste af det, du siger. Men du evner at formulere det, så det synker rigtigt ind.
Tak for det.
Jeg vender nok tilbage.
Kh. Micheline
Kære Micheline
Mange tak for dine roser. Du er altid velkommen til at kigge forbi igen – Du kan også tilmelde dig nyhedsbrevet og få mails om mine kurser og foredrag om det turbulente parforhold.
Kærlig hilsen og godt nytår,
Christina
Hej christina
Der er meget af det du har skrevent ,
som Minder meget om mit og min mands forhold til hinanden,
Jeg er 23 år gammel, og gift med min mand på 25,
vi valgte og gifte os meget unge, da det ligger sådan til vores kultur.
Men også nærmest fordi vi havde været kærester i 4 år.
Jeg er glad nok for ham, og kunne ikke forstille mig et liv uden ham, eller tanken om at han fandt en anden.
Det der bare gør denne lykkelig historie til ulykkelig er, at han er ekstrem jaloux.
Han er altid bange for at andre kigger på mig ligegyldigt hvor vi er eller hvem der er omkring os. Han kontrollerer mig endda meget med min tøjstil hvad jeg tager på, om det er for nedringet eller ligende, Jeg elsker ham stadi men det er så svært for mig at komme ud af det her forhold da vi har været sammen så længe, så kan simpelthen ikke forstille mig et liv uden ham. Jeg har prøvet engang at slå op med ham hvor han rejste væk fra mig, i et stykke tid, Jeg glemmer det aldrig de følser jeg havde gjorde jeg var helt knust og dybt ulykkelig og fortsatte mig selv ind i den samme tanke om hvorfor jeg gjorde, det og hvad jeg skulle gøre for at få ham tilbage. Efter et par dage dukkede han op var jeg rimelig glad igen. Men så nogle dage efter begyndet han at manipulere mig,og stillede alle mulige spørgsmål til mit tidligere liv om hvem jeg har været sammen med af fyre osv, og sådan har det bare fortsat konstant med spørgsmål. Ligegyldigt hvad jeg sagde til ham fortalte ham om min dag eller ligende , blev han ved med at sig , Nåårh var det en dreng, eller eksmpelvis når jeg taler i tlf siger han nogle gange til mig hvem er det i baggrunden eller ligende. Det er meget frustrerende at han er som han er , han kan bla, godt lide at dominere meget og er meget kommunistisk, det er som om han ikke tænker før han taler. Bagefter når han ser jeg er ked af det kommer han hen og siger undskyld og krammer mig.
Men selvom han undskylder holder han fast i at det meste er min skyld osv.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre , tror du der måske er en chance for at redde det her ægteskab eller skal jeg bare arbejde på at smide det væk?..
Jeg har virkelig brug for din hjælp ellers går jeg snart psykisk ned .
Han har bla, gjort mig jaloux efter hans opførelser føler jeg det samme som ham,
Jeg mener også hans Jalouxi stammer fra en tidligere x-kæreste der var ham utro.
Men nu er jeg mere bange for hvis det ikke fungerer mellem os, og jeg går og finder en anden .
At jeg måske risikerer mit forhold til den nye person, pga jalouxi jeg har fået fra min mand, eller om jeg overhovedet finder den lyttende og kærlige mand… :S
Med venlig hilson
Donna
Kære Donna.
Sikke et ulykkeligt mønster din mand og dig er havnet i. Det er ikke nemt at være i et forhold med et menneske, der ædes op af jalousi, fordi man bliver sat i skurkerollen ligegyldig hvad man gør, og man bruger meget energi på at forsvare og forklare sig omkring ting, man selv synes er ufarlige. Problemet er bare, at for den, der er jaloux, er alt ude i verden farligt og en trussel mod at miste den, man ikke kan forestille sig at leve uden.
Jalousi er dog heldigvis en følelse man kan arbejde med, så den ikke længere styrer livet, men det kræver at man VIL det, og det igen kræver at man er villig til i hvert fald at være åben overfor det faktum at man er jaloux uden ydre grund (altså at partneren reelt ikke
har været utro).
Så for at svare dig bedst muligt, er det relevant at se på, om din mand er villig til at arbejde med sin jalousi og sin frygt for at miste, eller om han ikke er. Derefter kan du forholde dig til, hvad du har brug for: hvis han ikke vil gøre noget reelt for at få det bedre, men tror han kan opnå det igennem kontrol af dig, må du gøre op med dig selv om du vil leve dit liv under de vilkår, eller om du ikke vil. Hvis du beslutter dig for at gå fra ham, er det en hel anden proces vi taler om, for en skilsmisse, om vi går fra en vi er dødtrætte af eller ej, er en meget sorgfuld og svær proces for de fleste.
Så Donna, jeg vil anbefale dig at tage en snak med ham om, hvad jalousien gør ved dig og din kærlighed til ham, og høre om han er villig til at gøre noget for at få det bedre eller ej. Dernæst må du gøre op med dig selv, hvad du gerne vil have i et forhold og om det I har sammen, er det, du har brug for eller ej.
Jeg vil dog lige samtidig knytte en kommentar til det, du siger med at I kommer fra en anden kultur. Selvom du ikke skriver meget andet end det, tænker jeg, at der også kan være noget ‘mandighed’ på spil for ham: hvis han er vokset op i et miljø, hvor mænd praler overfor hinanden med, hvilke kvinder de har ‘nedlagt’ og hvordan alle piger er ‘lette’ (også dem fra deres egen kultur), er hans frygt givetvis også forbundet med frygten for at blive hanrej og tabe ansigt foran de andre mænd i miljøet, så på den måde kan der være flere lag på spil for ham, som gør ham bange og kontrollerende. Derfor kan det være en god idé at I begge går i parterapi, så han derigennem måske kan blive beroliget ved at lære dig dybere at kende, så han mærker en tryghed og intimitet vokse imellem jer to.
Jeg ønsker dig lykke til, og skulle du få brug for at skrive igen, er du velkommen til det. Hvis I bor i København, er I selvfølgelig også velkomne til at bestille en tid til et møde.
Kærlig hilsen,
Christina
Jeg sidder vågen endnu en nat efter en dårlig samtale med min kæreste (eller hvad jeg nu skal kalde ham). Jeg regner ham for min kæreste, men er ikke rigtig sikker på at han ser mig som sin. Samtalen handlede ikke om noget særligt, men den gav mig som sædvanlig en følelse af at være ligegyldig. Herefter kommer afmagten, raseriet og til sidst klumpen i halsen og tårerne der kæmper for at komme ud. Sådan har det stået på i 7 måneder! Vi gik fra hinanden, men kunne ikke undvære hinanden alligevel. På en eller anden måde fik han mig overbevist om at det var min fejl, og nu smider han det i hovedet på mig hver gang jeg kræver noget af ham. Sad og læste det du skrev med at hvis man er i tvivl er der ingen tvivl. Og det er jo det mest fornuftige jeg længe har læst. Men hvor er min egen fornuft?? Hvorfor er jeg ikke i stand til at sige; dette er ikke godt for mig, jeg vil ikke mere. For når natten er slut og arbejdsdagen overstået, tror jeg som regel at forholdet vil ændre sig. Indtil næste gang. Vi ved jo allesammen godt hvis vi tænker os om, at et knust hjerte heler. Og lykken venter lige rundt om hjørnet, hvis vi giver os selv muligheden for at føle den. Hvorfor er det så at man ikke kan lægge et dårligt forhold bag sig og bearbejde sorgen og komme videre? Alle har sagt det til mig. Alle har bedt mig få afsluttet det forhold. Ingen kan forstå hvorfor jeg ønsker at være i det. Og i skrivende stund kan jeg heller ikke. Jeg er holdt op med at leve. Jeg går på arbejde. Tager med til de påkrævede familie arrangementer. Men resten af tiden venter jeg bare på at han gider se mig. Det er mit liv nu!
Ved ikke helt hvad jeg forventer at få ud af at skrive det her, men der er stadig 3 timer til jeg skal op og på arbejde, og tankerne vil ikke falde til ro.
Kære Anita,
Det lyder som en fortvivlende situation du sidder i, fordi du er fanget mellem dine følelser på den ene side og din fornuft på den anden. Det lyder som om I har nogle gode stunder sammen, men at der er en ubalance i jeres forhold, som gør, at du føler dig mere afhængig af ham, end han er af dig, og det er klart at det skaber utryghed og usikkerhed for dit vedkommende.
Når forholdet er ude af balance, bliver magtstrukturen oftest også meget tydeligt: Han har mere magt til at sige til og fra, blandt andet hvornår han vil se dig, end du har – og du ender med at vente på ham, selvom du ved at det ikke er godt for dig. Det ser også ud til at han har fået magten til at definere “Sandheden” om jer, så du sidder tilbage med en skyldfølelse over at I gik fra hinanden tidligere, istedet for at der er plads til at I begge har jeres oplevelse af, hvad der skete.
Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan I skændes eller diskuterer med hinanden, men når du sidder tilbage med afmagt og raseri, fordi du ikke bliver hørt, er der selvfølgelig noget, der ikke er som det skal være. Hvis du gerne vil have hjælp til at finde andre måder at skændes på, der ikke efterlader dig med følelsen af at du er blevet fuldstændigt tværet ud, vil jeg anbefale dig at få noget hjælp, så du ikke mister dig selv. Jeg har udviklet et e-kursus til det formål, som du kan læse mere om og købe igennem linket lige her: http://u12beps.nixweb01.dandomain.dk/downloads/
Jeg ønsker dig held og lykke – og du er naturligvis velkommen til at skrive igen, også selvom du ikke ved, hvad du skal forvente og bare har tre timer inden du skal op:-)
Kærlig hilsen,
Christina