Holder du en bagdør åben i dit parforhold?

Og jeg mener ikke nødvendigvis sådan én, der involverer at du er din partner utro. Jeg har en kvinde i terapi, som er blevet skilt fra sin mand efter flere års imago parterapi. Hun har igennem årene med ham følt, … Læs resten →

Hvornår har du fået nok?

For en rum tid siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg lagde op til at forskellighed ikke er en trussel mod samhørighed, men at det derimod er et spørgsmål om, hvor rummelige vi kan være overfor vores partner, hvis han/hun … Læs resten →

Brug din sunde fornuft!

Dette galleri indeholder 1 billede.

Igår hørte jeg en historie, jeg føler mig forpligtet til at fortælle videre til skræk og advarsel – og som opfordring til at bruge din sunde fornuft, når du vælger behandling, især hvis du hælder til det spirituelle, hvor du … Læs resten →

Dit nytårsforsæt – Dit 2012

Hvad skal det handle om, året der kommer?

Skal du holde op med at ryge?

Smide fem kilo?

Starte på et nyt job?

Er det i 2012 du for alvor skal tage ansvaret for dit liv?

Som du sikkert ved, er det så som så med nytårsforsæt og gode hensigter – den med at holde op med at ryge holder indtil tømmermændene har lagt sig sidst på dagen d. 1 januar, den med de fem kilo ryger allerede om eftermiddagen d. 1 januar, hvor du står i kø med resten af den vestlige verden på McD, og de andre forsæt forsvinder enten i hverdagens glemsel eller fortrængning, fordi det viser sig at nytåret ikke på magisk vis, klokken midnat, udvisker nikotintrang, dovenskab og frygt, men at forsættet faktisk kræver noget af os – ikke kun lige nu, men også imorgen, dagen efter, dagen efter den og så videre.

Og alligevel tror vi på den magiske løsning – noget som de kulørte blades sikre januartal og gentagne artikler om “Sådan får du dit og dat i år” vidner om.

Men hvad kræves der egentlig for at et forsæt kan holdes?

For det første (og sidste) skal du tage ansvar - Jeg ved godt at det er en af mine yndlingspegefingre, men det er fordi det er det eneste der virker. Really, I kid you not – og så kan man nok så meget sige “jamen, jeg kan ikke holde op med at ryge, fordi min partner ryger mig lige op i hovedet”, eller “Jeg kan ikke tabe mig, fordi jeg har for travlt til at lave sund mad” – og det er da fint nok, hvis nytårs forsættet bare skal være tomme ord og endnu en grund til at banke dig selv oveni hovedet med at du igen igen igen fejlede.

Hvordan tager du så ansvaret for din beslutning anno 2012?

De tre veje til større ansvarlighed:

1: Undersøg din holdning

Er du bange for at skulle noget nyt? Hvis ja, hvad er du bange for? At det skal lykkes? At det ikke skal lykkes?

Er du opgivende på forhånd i forhold til det du gerne vil? Er det fordi du har prøvet det før uden succes? Er det fordi du ikke rigtigt orker? Tør?

Tror du det nye vil forandre dit liv for meget i forhold til dem omkring dig? Hvad gør det i forhold til dit ønske?

Når du undersøger din holdning, vil det blive klart for dig, hvad der er din største forhindring i forhold til at tage ansvar, for det er din holdning, der viser dine forbehold.

2: Undersøg de største faldgruber 

Ved du at det er svært at holde op med at ryge fordi din partner ikke vil holde op? At du ikke orker at lave salat til dig selv når resten af familien insisterer på pasta med kødsovs og ost?

Bliver det svært at være sammen med dem du kender, på den måde du kender det? Kan det skabe gnidninger i dine forhold, hvis du begynder at passe bedre på dig selv?

Når du ved, hvilke faldgruber der kan være for dit forsæt, kan du bedre forholde dig til dem på forhånd. Det er sådan, at jo bedre forberedte vi er, desto større er vores chance for at lykkes. Det er altså ikke nok at håbe på at troen gør det vi har brug for.

3: Vær tilstede – lige NU, så længe det kræves

Hvis vi ikke er tilstede i vores “nu”, uden at det skal lyde new age-y, så er det svært at få øje på, hvad vi egentlig foretager os. Prøv at tænke tilbage på dagen idag: Hvor meget lavede du per automatik? Og hvor meget tror du, at du slet ikke opdagede af dagen? Hvad tror du det betyder for dit liv?

To eksempler; et uden ansvar, et med ansvar:

Da jeg for en del år siden var gravid, havde jeg holdt så meget frikvarter, at jeg havde taget 23 kilo på – ikke just flatterende når jeg kun er en marsbar over halvanden meter høj – og jeg var da også dybt ulykkelig over det og ville gerne gøre noget ved det. Men holddaheltferie, jeg var et mareridt at være omkring, for det var da så synd for mig at jeg skulle gå igennem den slankekur helt og aldeles alene, så jeg sørgede for at gøre mig så meget til offer, at min (nu:eks)mand fik pålagt sig det fulde ansvar for mit liv, så HAN ikke måtte spise noget, der kunne få mig til at falde i, så HAN ikke måtte være for pæn, fordi det truede mit selvbillede og gjorde mig usikker, så HAN skulle være cheer leader for mine sørgelige løbeforsøg, så HAN skulle sørge for at lave mad til mig osv – Det var helt og aldeles forfærdeligt og vi havde det begge rædselsfuldt i det halve år det tog mig at slippe af med det værste af maven (og lårene og…)

For et par år siden fik jeg lavet en ablation og lovede mig selv efterfølgende, at jeg ville tage mit liv mere alvorligt – ikke som i “nu skal jeg kede mig resten af det”, men som i “Jeg vil gerne passe på min krop.” Det betød at jeg begyndte at løbe, jeg spiste sundere, dyrkede yoga hjemme på stuegulvet om aftenen, og jeg nød i den grad at mærke mit energiniveau stige, min selvtillid vokse i takt med at jeg kom i bedre form, og større glæde ved de gange jeg valgte at gå ud og give den gas. Jeg gjorde det hele alene, for jeg ville ikke gøre mig afhængig af andre og falde i “jeg kom ikke ud og løbe idag, fordi Jane var syg”-undskyldningerne. Det varede i et års tid, indtil jeg ramte en mur og glemte mig selv igen. Jeg forsvandt i noget dagligdags stress, tog et arbejde jeg ikke trivedes i med et skema, hvor jeg ikke for alvor kunne fortsætte min gode livsstil uden at det ville betyde at jeg skulle gå på kompromis med noget andet, der altid vil være vigtigere for mig: Nemlig tid med mit barn. Det har dog ikke betydet at jeg har givet op, det har blot betydet at jeg skal kigge på mine faldgruber, tage konsekvensen, turde prioritere og igen være tilstede i mit nu -for min holdning er klar: jeg kan godt, når jeg tager ansvar.
Held og lykke med dit forsæt og indtil det træder i kraft d. 1. januar: Ha’ et brag af en nytårsaften

Kærlige nytårshilsener,

Christina Copty

3. søndag i advent

Dette galleri indeholder 1 billede.

Julen nærmer sig, de fleste julegaver er indkøbt og jeg er så småt begyndt at glæde mig til fridagene med familien. Et par ord om denne uges gave: Jeg har brugt noget af tiden i denne uge på at genlæse … Læs resten →

2. søndag i advent og 2 andre nyheder til dig

Så blev det anden søndag i advent.

Det betyder selvfølgelig at der igen skal være en julegave til dig. Og for at blive i ånden med to-tallet, får du idag og resten af ugen til på lørdag kl. 23:59 en parterapi på halvanden time til dig og din kære (og det kan også være dig og din mor!) for kun kr. 600 (normalpris kr. 1.200)

“Hvad kan jeg bruge en par session til?”

Hvis du har det svært i en nær relation, hvor der er problemer med kommunikationen, eller du oplever at sidde fast i den samme, gamle konflikt, hvor du føler dig fanget, men ikke kan finde ud af, hvad det præcis er, der går galt, så kan jeg hjælpe jer. Jeg gennemgår konfliktstoffet med jer begge og I får både indsigt og redskaber til at bryde det gamle mønster, så I kan få den relation til hinanden, som I gerne vil have.

Det kan også være at din kæreste og dig har fået et barn, er blevet gift, eller er flyttet sammen – alle ting, der på overfladen ser fine ud, men som kan skabe gnidninger og problemer med at mærke jeres personlige grænser i de nye roller, og hvor I skal gå på kompromis med jeres behov. Jeg hjælper jer med at afdække de nye positioner I har i forhold til hinanden, og hjælper jer til at se, hvordan I kan finde fællesskabet igen.

Hvad det end er, der rører sig i et forhold, der er betydningsfuldt for dig, så er et “terapeutisk eftersyn” en gave, du giver dit forhold, og dermed dig selv.

“Hvad skal jeg gøre for at få en par-terapi til halv pris?”

Du sender en mail til mig på terapi@christinacopty.dk og skriver “ja tak til adventsgave nr 2″ i emnelinien. Så modtager du snart derefter den første bekræftelse med anvisning til betaling, for derefter at modtage din endelige bekræftelse, der fungerer som gavebevis.

Du kan bestille tid helt frem til d. 1 marts 2012

Og så var der noget med 2 andre nyheder

Den ene er min nye brevkasse, Coptys Brevkasse, som du finder under fanebladene ovenfor. Der kan du skrive til mig, hvis du har brug for et gratis råd.  Tjek det endelig ud og fortæl dem, du kender om det, så de også kan få glæde af det.

Den anden nyhed er, at jeg nu har fået et nyhedsbrev – det finder du heroppe øverst i højre side. Der kan du skrive dig op og få nyheder om kurser, workshops og foredrag som jeg afholder i hele Danmark fra januar 2012.

Så for at opsummere:

Du kan fra idag og ugen ud til på lørdag kl 23:59 få en par terapi til halv pris.

Du kan gå ind og få gratis råd i min nye brevkasse, Coptys Brevkasse, og husk at dele det med dine venner også.

Og sidst men ikke mindst: skriv dig op til nyhedsbrevet allerede nu, og få direkte besked om kurser, foredrag og workshops i din del af landet.

Jeg ønsker dig en smuk 2. søndag i advent.

Kærlig julehilsen,

Christina Copty

Hvis du skal nå adventsgave nummer 1…

…så kan du stadig nå det indtil klokken 23:59 i aften. Den første Adventsgave er 50% rabat på en individuel terapi session med det tema, du vælger – læs mere her Fortsat god lørdag:-)

Din første Adventsgave

Imens det rusker og stormer udenfor, sidder jeg i varmen og kommer i gavehumør.

Det skal selvfølgelig komme dig tilgode.
Derfor får du, i den kommende uge frem til på næste søndag (dvs til lørdag d. 3. december kl. 23:59) mulighed for at købe en terapisession for én for kun kr. 350.
Du skal bare sende en mail til terapi@christinacopty.dk og skrive “ja tak til Adventsgave nr 1″ i emnefeltet, så modtager du en bekræftelsesmail.

Du kan bruge gaven til dig selv eller give den til en, du holder af

Du kan bestille tid helt frem til 1. Marts 2012.

Så hvis du er nysgerrig efter at vide om terapi er noget for dig, så slå til lige nu for en mulighed for at prøve det af.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Kærlig julehilsen,
Christina

Er du overansvarlig eller grænseoverskridende?

Der sker en masse ting for mig i tiden, og det betyder at jeg ikke er på bloggen så regelmæssigt som jeg plejer. Jeg er blandt andet igang med at starte en ny klinik op med en kollega i et skønt, lille lejemål i en smuk, fredet ejendom i centrum af København, hvor vi åbner dørene i starten af januar 2012. Vi er begge spændte og glæder os til at skabe nogle dejlige, trygge rammer for jer, der besøger os. Samtidig er jeg igang med at udvikle en masse nye, spændende produkter, som jeg håber også du får glæde af. Jeg glæder mig i hvert fald til at præsentere dem for dig inden længe.

Men…på trods af al den virak, skal der alligevel lige falde et indlæg i denne uge.

Og i denne uge er jeg, som ofte før, optaget af ansvar, og hvordan vi ind imellem definerer os selv som overansvarlige – som har en lidt blødere kant og er lidt mere ovre i offerrollen – istedet for grænseoverskridende – som virker uempatisk, egoistisk og krænkende – i forhold til vores måde at være i vores parforhold på.

Jeg tænker især på de kvinder (som selvfølgelig ikke er dig!), der styrer deres mænd med hård hånd; dem, der synes de skal minde ham om, at ringe til sin mor på hendes fødselsdag, “fordi han ellers ikke selv husker det”. Dem, der synes at de skal bestemme hvad for noget tøj han skal have på, “fordi han ikke selv kan finde ud af det”. Dem, der synes at de skal fortælle ham, hvad han må sige og ikke sige, når hendes familie er på besøg, “for ellers siger han bare noget dumt.”

Jeg ved ikke med dig, men i mine ører kommer der en lille mislyd når jeg hører kvinder forklare, hvorfor de kastrerer deres mænd på den måde, for et er, at han glemmer sin mors fødselsdag, går med striber og tern samtidig og fortæller en sjofel historie til svigermor, noget andet er at han skal hånes og tales ned til på den måde, bare fordi han ikke, og det er her, det bliver rigtig interessant, lever OP til sin kvindes standarder og idealer. Som om hendes måde er den eneste acceptable måde. Måske er det sådan at det er mere “pænt” og mere socialt omgængeligt? Det kan være, men det gør det bestemt ikke mere rigtigt end hans måde at gøre, eller i nogle tilfælde, ikke gøre tingene på.

Disse kvinder kommer ofte med et lille smil, et træk på skulderen og undskyldningen “Det er nok bare fordi jeg er overansvarlig” når man spørger dem, hvad de har gang i – som om det så er fuldstændig i orden, faktisk lidt kært og lidt synd at hun er sådan – når hun i virkeligheden er grænseoverskridende og nedladende, og som sådan alt andet end en stakkel.

Jeg mener at vi er nødt til at til at tage ansvar for det, der er vores – og kun vores – i vores parforhold. Det vil sige: Hvis han glemmer sin mors fødselsdag år efter år, så må det være en sag mellem ham og sin mor. Hvis han gør noget, der er så pinligt at tæerne krummer sig i de smarte højhælede, må hun kigge sig selv efter i sømmene og se, hvor det er hun er holdt op med at holde sig indenfor sine egne grænser og er flydt over i ham, så hans “faux pas” bliver hendes.

Vi må tage vores personlige ansvar for, hvordan vi behandler hinanden, og huske på, at forskelle ikke er det samme som bedre eller værre – vurderingerne er kun en hæmsko for udviklingen af et godt, trygt og blomstrende kærlighedsforhold. Det er trods alt forskellene, der gør det interessant – medmindre vi selvfølgelig kun er forelskede i os selv og bruger den anden som accessory til selviscenesættelse. Men det er en anden historie…

Jeg ønsker dig en god uge.

Kærlig hilsen,

Christina

“Dem, man elsker,

deler man sine hemmeligheder med”  -”Kathrine” i TV-serien Borgen

For mit personlige vedkommende er ærlighed og åbenhed de to vigtigste aspekter af et trygt parforhold. Men hvor meget skal man dele for at grænsen mellem åben ærlighed og privatsfæren ikke slingrer? Skal man dele alle sine tanker med sin partner? Skal man fortælle om sin inderste frygt? Sine dybeste (og derfor ofte skamfulde) hemmeligheder?

Sådan som spørgsmålene stilles, lyder det som om det rette svar er “nej, selvfølgelig ikke,” eller “Jo, man skal da så” – men afhænger det i virkeligheden ikke mere af, hvem de to parter er, og hvor deres personlige grænser går? Og om de passer sammen på det område?

Det mener jeg. Jeg mener ikke at det overhovedet er relevant at tale om, hvorvidt man skal være mere eller mindre insisterende på åbenhed og ærlighed, eller om det er andre værdier, der står forrest i parforholdsønskelisten, for der er ikke noget rigtigt eller forkert. Der er kun gode match eller dårlige match. Og det betyder at man er nødt til at forholde sig til hinanden på en måde, hvor man ikke forsøger at ændre sin partners måde at være i relation på, men derimod forholder sig til hvordan man SELV har det med sin partners værdier.

Det vil med andre ord sige, at hvis jeg har det sådan at åben ærlighed er de bærende elementer i et parforhold, og min partner synes det er stabilitet og en god omgangstone, der er vigtigst, kan der opstå nogle problemer, fordi jeg er ligeglad med omgangstone, hvis det går ud over ærligheden, og han er ligeglad med åbenheden, hvis det betyder at de medfører ustabilitet for ham.

Jeg kan dog ikke forvente at han skal lave sig om, og dele mine værdier med mig, og hvis jeg bliver ved med at insistere på at han skal være mere åben og ærlig og han, for sin del, bliver bange for at hans åbenhed og ærlighed medfører at han mister trygheden og i “værste” tilfælde mig, kan vi ende i en gordisk knude, hvor det eneste vi opnår er at gøre den anden forkert istedet for at tage vores egne behov så alvorligt at vi hver især må forholde os til dem og handle derefter.

Det er selvfølgelig svært at vælge et forhold fra pga. sådanne abstrakte værdier. Det er nemmere at forholde sig til mere konkrete ønsker som “Jeg vil have et barn, det vil han ikke” og derfra tage sit afsæt og sige farvel for at sige goddag til en mand, der gerne vil have et barn. Men det er ligeså vigtigt at være tro mod sig selv i de tilfælde hvor det er mere abstrakt, for hvis man ikke er det, kan man ende med at føle sig opslugt af misundelse, når vennerne får det, man selv går og drømmer om at have, og i værste tilfælde kan man begynde at føle at livet mister sin mening, så man synker ned i afmagten og håbløsheden, hvor man enten helt har opgivet ævred, eller går rundt i en venteposition, hvor man håber på, at partneren nok skal forandre sig, hvis bare man er ihærdig eller tålmodig nok.

Så ugens indspark: Hvis du føler at du ikke bliver mødt i dine værdier, er det på tide at holde op med at gøre din partner forkert og prøve at forandre ham/hende, og istedet sætte dig ned og kigge godt og grundigt på dine værdier. Spørg dig selv: Er mine værdier så vigtige at de giver mit liv indhold? Kan jeg gå på kompromis og stadig føle at jeg får noget ud af den tid jeg har? Eller er det på tide at se mig selv i øjnene, tage ansvar og slippe min partner fri, så vi begge kan få det, vi inderst inde ønsker os og som gør at vi kan danne mening og føle os glade i vores “nu.”

Hvis du har svært ved at mærke, hvad du har brug for, hvor dine grænser går, hvad dine værdier er, og har du brug for hjælp til at sortere i det og finde ud af, hvad der er vigtigst for dig, er du velkommen til at kontakte mig, enten per mail  terapi@christinacopty.dk eller på tlf 31662993 for en uforpligtende snak om, hvad jeg kan gøre for dig.

Kærlig hilsen,

Christina Copty